Fortsæt til indhold

VIAs uddannelser i Aarhus bliver hurtigt fyldt op - men der er stadig mange ledige pladser uden for byen

VIA University College har i år optaget tæt på samme antal nye studerende som i 2025 – i alt 5.073.

Samfund
ceb

Ved midnatstid mellem 27. og 28. juli kunne alle årets ansøgere til de videregående uddannelser gå på nettet og se, om de er blevet optaget på en søgt uddannelse eller har fået afslag.

VIA University College har i år optaget 5.073 nye studerende. I 2025 optog VIA 5.140 nye studerende på sine godt 40 professionsuddannelser i Aarhus, Randers, Grenaa, Horsens, Silkeborg, Ikast, Herning, Holstebro, Nørre Nissum, Viborg og Skive.

Det betyder, at optaget samlet set – og som forventet – er meget tæt på samme niveau som sidste år. Konkret er der sket et fald på 1,3 procent svarende til 67 færre studerende end i 2025.

Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.

De tre store velfærdsuddannelser til pædagog, sygeplejerske og lærer har alle øget deres optag af studerende i år, mens der er et lille fald i optaget på socialrådgiveruddannelsen.

Håber på et stort efteroptag

I de kommende uger frem til studiestart er det muligt at søge de studiepladser, der stadig er ledige.

12 af de 14 uddannelser, VIA udbyder i Aarhus, kan allerede nu melde om fuldt hus, men der er mange tomme pladser på VIAs uddannelser i andre byer i Region Midtjylland.

»Vi håber på et stort efteroptag af nye ansøgere, da arbejdsmarkedet i høj grad mangler professionsuddannede til at understøtte velfærdssamfundet,« siger prorektor Helle Kruuse-Andersen, der er den øverst ansvarlige for uddannelserne ved VIA University College, i pressemeddelelsen.

Uden for Aarhus har VIA University College blandt andet ledige studiepladser på uddannelserne til pædagog, lærer, socialrådgiver, sygeplejerske, sundhedsadministrativ koordinator, ergoterapeut, bandagist, psykomotorisk terapeut, ingeniør, bygningskonstruktør, produktionsteknolog, designer og professionsbachelor i skat.

På mange af uddannelserne er der ledige pladser allerede med studiestart tæt på 1. september i år, mens andre VIA-uddannelser har ledige pladser til vinteroptaget i februar 2027.

Der er desuden mulighed for at blive efteroptaget på VIAs spritnye professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning, som er en videreuddannelse målrettet lærere og pædagoger.

Pladser uden for Aarhus

De ledige studiepladser kan ses og søges på VIAs hjemmeside. Desuden sidder studievejledere klar til at besvare spørgsmål og behandle de ansøgninger, VIA modtager i de kommende uger.

»Jeg anbefaler alle, der har fået afslag på drømmeuddannelsen, at overveje andre uddannelser og andre uddannelsesbyer. Erfaringen er, at man som studerende sagtens kan blive glad for en alternativ uddannelse eller et andet uddannelsessted end det, der blev søgt i første omgang,« siger prorektoren.

Hun understreger, at VIAs uddannelser er på samme faglige niveau uanset placering, men at uddannelserne uden for Aarhus generelt kræver et lavere karaktergennemsnit på grund af lavere søgning.

»Faktum er, at en meget stor del af de unge prioriterer at tage deres uddannelse i en storby. For eksempel vælger mange unge fra Vestjylland at uddanne sig i Østjylland, selv om den professionsbacheloruddannelse, de søger ind på, også ligger i det lokalområde, de kommer fra. Konsekvensen er, at der hvert år bliver fyldt op på vores uddannelser i Aarhus, mens der er tomme pladser i de øvrige byer,« siger hun.

Så mange er optaget

Pædagoguddannelsen hos VIA har i år optaget 945 nye studerende, hvilket er 2,9 procent flere end sidste år. På læreruddannelsen ved VIA er der i alt optaget 0,9 procent flere – nemlig 643 nye studerende i år.

Sygeplejerskeuddannelsen i VIA har samlet optaget 860 nye studerende i år, og det er en stigning på 2,7 procent sammenlignet med 2025.

VIAs spritnye radiografuddannelse i Herning er kommet flyvende fra start med sine 30 studiepladser fyldt op. Der er også fyldt op på VIAs uddannelser til bioanalytiker og professionsbachelor i ernæring og sundhed, ligesom bandagistuddannelsen i VIA, som er Danmarks eneste bandagistuddannelse, kun mangler to studerende for at kunne melde om fuldt hus.

VIAs uddannelse til psykomotorisk terapeut er årets højdespringer med en fremgang i optaget på 56,7 procent – fra 30 nye studerende sidste år til 47 i år.

På socialrådgiveruddannelsen hos VIA er der i år samlet optaget 427 nye studerende, hvilket er 1,2 procent færre end i 2025.

For få internationale studiepladser

Når det gælder VIAs kreative uddannelser, er der sket et fald i optaget på uddannelsen til designteknolog. Derimod er alle de 52 pladser på uddannelsen bachelor of animation besat, ligesom de 30 studiepladser på VIAs filmuddannelse multiplatform storytelling and production er booket med nye studerende.

Viften af ingeniøruddannelser hos VIA University College lider igen i år under, at VIA ikke har mulighed for at udbyde de engelsksprogede studiepladser, der er efterspørgsel efter.

Helle Kruuse-Andersen ser derfor frem til, at VIA fra 2027 får tilbageført 175 af de nedlagte engelsksprogede studiepladser på især ingeniøruddannelser, så det bliver muligt at øge optaget dér.

Se video: