Fortsæt til indhold

Midlertidigt militært område oprettes på Grenaa Havn

Indsatsen skal sikre udskibning af materiel til Nato-indsats i Letland.

Samfund
ceb

Fra søndag 2. august klokken 16 og frem til torsdag 6. august klokken 20 vil der være oprettet et midlertidigt militært område på havnen i Grenaa.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det midlertidige militære område bliver oprettet på baggrund af en anmodning fra Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland som følge af et bidrag til en igangværende Nato-indsats, hvor der skal ydes støtte i forbindelse med udskibning fra Grenaa Havn til Letland.

Oprettelsen af det midlertidige militære område sker i forbindelse med opmarch og bevogtning af sensitivt materiel forud for udskibningen fra Grenaa Havn som følge af deployeringen af det danske bidrag til Nato Forward Land Forces Latvia.

Af hensyn til den militære sikkerhed er der behov for at få sikret, at uvedkommende ikke får adgang til de afgrænsede områder på Grenaa Havn, og området vil derfor være bevogtet af hjemmeværnssoldater i tæt samarbejde med Østjyllands Politi, skriver politiet.

»Vi har umiddelbart ingen forventninger om, at det midlertidige militære område får betydning for borgerne i og omkring Grenaa, da det bliver oprettet inden for et allerede aflukket havneområde, hvor offentligheden i forvejen ikke har adgang til,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Politiet og militæret vil dog i perioden være mere synligt til stede end normalt i området omkring havnen i Grenaa.«

Det midlertidige militære område ligger i et dobbeltindhegnet område, da Grenaa Havn er en ISPS-havn, hvor der i forvejen er et droneoverflyvningsforbud, og adgangsvejene vil blive kontrolleret af Forsvarets adgangskontrolpost.

Området vil være tydeligt markeret, og der vil være skilte, hvoraf det vil fremgå, at der er adgang forbudt for uvedkommende.

Se video: