Fortsæt til indhold

Parkeringsforbud under Smukfest rammer ældre beboer: »Det er ikke sjovt længere«

Efter mange år med Smukfest har en beboer fået nok. Nu må hun som +70-årig parkere ved Netto på Søtoften og slæbe indkøb og bagage hjem - opad den stejle Vesterskovvej.

Samfund
Lone LambertsenBeboer på Vesterskovvej i Skanderborg

Nu er det ikke sjovt længere – at være beboer, bilejer og lejer i de gamle sygeplejeboliger på toppen af Vesterskovvej i festivalugen!

I de 18 år, jeg har boet i byen, har jeg haft det fint med festivalen, lige med undtagelse af p-problemerne. De er til gengæld blevet værre med årene på trods af alle de gratis festivalparkeringer uden for byen.

De seneste år har jeg over for kommunens vejafdeling undret mig over, at vi på Vesterskovvej ikke var omfattet af parkeringsforbud for alle uden beboertilladelse udstedt til de køretøjer, der er registreret på adresserne, sådan som det har været tilfældet i de omliggende gader – endda så langt væk som Egholmsvej.

Det resulterede i at vi sidste år fik p-tilladelse - men til Netto Vest (ved Søtoften, red.), hvilket ikke er meget bevendt, da p-pladsen ligger pænt langt væk. Så for mig, der er +70, vil det stadig være langt at skulle slæbe indkøb, bagage m.m.

Samtidig blev vejen sidste år ensrettet, hvilket var et fint tiltag.

Men i år – her i weekenden – blev det sorte plastik fjernet fra skiltene, som viste, at der nu er standnings- og parkeringsforbud i begge sider af Vesterskovvej. Og allerede fra d. 1. august uden forvarsling til os, der bor her på toppen. Så havde jeg nu været på ferie i den gode tro, at min bil stod fint uden for min bolig, ville den så været blevet fjernet, når jeg kom hjem senere på ugen?

Vi har atter i år fået en p-tilladelse til Netto Vest, men der er stadig langt at gå og ingen garanti for en plads (dybt suk). Havde det endda været til Møllegades p-plads, ville det have givet lidt bedre mening (dobbelt suk).

Det er første gang i mine 18 år i byen, at jeg føler trang til at forsvinde ud af byen i festivalugen – det er lidt som at være landflygtig for en tid.

Og dette er primært et problem for de 12 lejemål på toppen af Vesterskovvej, da andre beboere på vejen har hhv. egen indkørsel og egen p-plads.

Se video: