Fortsæt til indhold

Tyrkisk feriedestination trækker tusindvis til lufthavnen

Aarhus Airport satte passagerrekord i juli 2026.

Samfund
LNT

Aarhus Airport oplevede i juli 2026 den største passagervækst i lufthavnens historie.

I alt rejste 71.021 passagerer gennem Aarhus Airport i juli. Det er en stigning på 36,9 procent sammenlignet med juli 2025, hvor 51.872 passagerer benyttede lufthavnen.

Det er den syvende måned i træk med tocifret vækst.

Aarhus Airport har i årets første syv måneder haft en samlet passagervækst på 17,2 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Ifølge lufthavnen skyldes væksten blandt andet et historisk stort charterprogram og øget kapacitet på rutefly til destinationer som Spanien, England, Grækenland, Tyrkiet, Polen og Kroatien.

Samtidig har udvidelsen af E45-motorvejen, som nu er i sin afsluttende fase, gjort det hurtigere for mange at komme til lufthavnen.

Antalya er et hit

I juli 2026 tilbød Aarhus Airport mere end 20 direkte rejsemål med både charter- og rutefly. Blandt de populære ruter er forbindelsen til Antalya i Tyrkiet med Pegasus, som har to ugentlige afgange. Ruten benyttes både af chartergæster og rejsende, der køber enkeltbilletter.

Ifølge Aarhus Airport udgør udenlandske rejsende 25 procent af passagererne på ruten mellem Antalya og Aarhus.

Administrerende direktør i Aarhus Airport Lotta Sandsgaard siger:

»En vækst på 36,9 procent er et tydeligt signal. De rejsende fra Midt- og Østjylland vælger i stigende grad den nærmeste og hurtigste vej ud i verden. Samtidig vælger erhvervs- og fritidsturismen den korteste rute til slutdestinationen, når de besøger vores region og Danmarks næststørste by. Her byder vi velkommen til flere internationale gæster.«

Se video: