Fortsæt til indhold

Fra symaskine til Eventyrsport: Max manglede løbetøj, der virkede

Trailløber Max Boderskov manglede løbetøj, der fungerede til formålet. Det, der var på markedet, var enten for varmt, sad for løst eller var ubehageligt at have på. Derfor satte han sig for at udvikle sit eget, som nu kan købes hos Eventyrsport.

Samfund

Når Max Boderskov var ude på sine lange trailløb, var fokus ikke på naturen i de bjergrige omgivelser, men på, at hans træningsudstyr sad dårligt.

Når man løber trail, skal man ofte have meget med sig. Det kan være væske, kulhydrater, regnjakke, nødtæppe og førstehjælpsudstyr.

Og her havde Max Boderskov to muligheder: Enten kunne han stoppe grejet i en løbevest, der sad dårligt og blev for varm, eller i et bælte, der hoppede, når han løb.

»Jo mere grej man skal have med på trailløb, desto større mulighed er der for, at det går ud over løbeoplevelsen på bjerget, fordi grejet sidder dårligt på ens løbetøj,« siger han.

Den tanke blev startskuddet til Max Boderskovs iværksættereventyr. Sammen med sin kone, Kirstine Boderskov, og svogeren Niels Uth stiftede han sportsbrandet Pika Wear, som nu kan købes hos Eventyrsport.

Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle til at starte et tøjmærke, men tænkte, at jeg bare skulle ud og fortsætte med at lede efter tøj, der fungerede. Men så gik det op for mig, at der ikke var noget på markedet, der fungerede, og derfor måtte jeg selv i gang
Max Broderskov, medstifter af Pika Wear

Startede ved sin egen symaskine

Max Boderskov har en kandidat i idræt og stiftede helt tilfældigt bekendtskab med trailløb, da han i 2019 var på Island for at uddanne løbetrænere for det islandske løbeforbund. Her blev han spurgt, om han ville deltage i et lokalt trailløb, der fandt sted dagen efter.

»Og så var jeg solgt til trail,« siger han.

Trailløb er en særlig løbedisciplin, der adskiller sig fra almindeligt løb ved at foregå i naturligt terræn.

Løbet gik så godt, at han blev kontaktet af den danske landsholdstræner og udtaget til landsholdet.

Max Boderskov er fra Skanderborg og løber på traillandsholdet. Pressefoto.

Derfor lå det ikke i kortene, at det næste, han skulle kaste sig over, var et tøjmærke.

»Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle til at starte et tøjmærke, men tænkte, at jeg bare skulle ud og fortsætte med at lede efter tøj, der fungerede. Men så gik det op for mig, at der ikke var noget på markedet, der fungerede, og derfor måtte jeg selv i gang,« siger han.

I første omgang forsøgte Max Boderskov at skrive sig ud af problemet ved at kontakte producenter med sin idé. Men da ingen bed på krogen, måtte han selv løse problemet.

Eventyret begyndte i den lokale butik Stof og Sy i Skanderborg, hvor han købte stof til projektet. Da han kom hjem, fandt han sin gamle symaskine frem og satte sig for at sy et par træningsshorts med indbygget bælte, selv om han aldrig før havde prøvet at sy.

»Vores integrerede bælte har et stort rum. Hvis der var syninger lodret, ville man være låst af, at den ting, man skulle stoppe deri, skulle passe til rummet. Vores bælte gør, at man kan pakke sine ting, som man vil,« fortæller Max Boderskov. Pressefoto.

Det blev til fire-fem hjemmesyede prototyper, før han fandt frem til en model, han kunne få sat i produktion.

Utallige test

Fra Max Boderskov lavede den endelige prototype, til produktet blev sat i produktion, gik der knap et år.

»Jeg er så ambitiøs med projektet, at jeg ikke kun har testet tøjet i Danmark, men også på bjerge i udlandet, så det blev testet ordentligt,« siger han og fortsætter.

»Vi har testet produktet over en lang periode for at se, om det holder. Det skal også testes i varme omgivelser for at se, om det kan ventileres ordentligt, og på lange ture for at se, om der er noget, der skarver,« siger han.

Derudover har bæredygtighed også været et fokus i produktionsfasen.

»Navnet på vores brand stammer fra et lille bjergdyr, der lever højt oppe i bjergene, og som er udfordret af klimaforandringerne. Vi synes, det passede godt ind i vores brand, hvor vi særligt har fokus på bæredygtighed,« siger Max Boderskov.

Nu er produktionstesten ovre. Fra august kan man finde produkterne fra Pika Wear i Eventyrsports butikker.

»Det er næsten uvirkeligt. Det har været en helt vildt spændende rejse,« siger han og tilføjer, at drømmen er, at brandet kan sprede sig til resten af Europa.

Se video: