Fortsæt til indhold

Nu reagerer minister på terrorsag i Hadsten

Undervisningsminister Magnus Heunicke slår fast, at det er trygt at sende sine børn af sted i skole efter planlagt angreb blev afværget.

Samfund
sica

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) reagerer nu på sagen fra Hadsten, hvor tre teenagedrenge er varetægtsfængslet og sigtet for at planlægge terrorangreb mod Hedsten Skole.

I en pressemeddelelse udtrykker ministeren sin forfærdelse over nyheden om det planlagte angreb.

»Jeg er dybt berørt over det planlagte angreb på Hadsten Skole. Indsatsen med at sikre, at eleverne, forældrene og ansatte på skolen kan få en tryg hverdag, er i fuld gang lokalt på skolen. Jeg er derfor i dialog med skolelederen og borgmesteren i Favrskov Kommune, og jeg har tilbudt Undervisningsministeriets hjælp og vejledning i sagen. Her og nu vil jeg gerne takke vores myndigheder – både centralt og lokalt i Favrskov - for en god håndtering af den meget svære sag,« siger Magnus Heunicke.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto

Han fastslår dog også, at forældre ikke skal være bekymrede for at sende deres børn i skole, når der i næste uge er skolestart.

»Selv om sagen helt forståeligt skaber utryghed, vil jeg gerne understrege, at det ikke er farligt at sende sine børn afsted i den danske skole,« siger undervisningsministeren.

Vigtigt at være på forkant

Undervisningsministeriet gør samtidig opmærksom på vigtigheden af at være på forkant med kriseberedskaber ved ekstraordinære og alvorlige hændelser og henviser til publikationen ’Sikkerhed og kriseberedskab - råd og vejledning til skoler og uddannelsessteder’ udarbejdet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med blandt andre KL, PET, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.

Den har til formål at skabe overblik over viden og give anbefalinger om forebyggelse samt håndtering af alvorlige hændelser i grundskolen og på ungdomsuddannelser.

Vejledningen er en hjælp til ledere i grundskolen og på ungdomsuddannelser, der i samarbejde med lærere, pædagogisk personale og andet personale kan finde inspiration til det lokale arbejde med kriseberedskab og konkrete handlemuligheder før, under og efter en kritiske hændelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har også vejledningen ”Forebyg og håndter vold og trusler – vejledning til skoler og skolernes fritidsordninger”, der indeholder regler samt en række retningslinjer og anbefalinger til skolernes ledelse om forebyggelse og håndtering før, under og efter en episode med vold.

Denne vejledning har til formål at give inspiration til, hvordan man kan udmønte lokale beredskaber relateret til hændelser med vold og trusler. Vejledningen er målrettet ledelser i grundskoler og skolefritidsordninger.

Se video: