Fortsæt til indhold

Kl. 7.14 ringede telefonen. »Et par timer senere skulle vi aflevere telefon og smart-ure«

Mandag morgen blev Thomas Smidt indkaldt til et hemmeligt møde hos politiet. Få timer senere stod han midt i håndteringen af terrorsagen om Hadsten Skole. Her er hans dagbog fra tre hæsblæsende døgn.

Samfund

Skolerne var stadig præget af ferie, da telefonen mandag morgen ringer hos Thomas Smidt, direktør for Børn og Kultur i Favrskov Kommune. Kommunaldirektøren er i røret med en usædvanlig besked.

Thomas Smidt skrev undervejs ned, hvad der skete. Dette er hans dagbog fra tre usædvanlige døgn, hvor kommunen blev centrum i en opsigtsvækkende sag: Tre teenagedrenge er mistænkt for at have planlagt et terrorangreb mod Hadsten Skole.

MANDAG DEN 3. AUGUST

Kl. 7.14 får jeg et telefonopkald fra kommunaldirektør Jan Kallestrup. Han er kort forinden blevet kontaktet af Østjyllands Politi med besked om, at han, skolechefen og jeg skal møde ind på politigården i Aarhus kl. 10 samme formiddag. Vi ved kun, at det handler om en orientering om en meget alvorlig sag, men derudover er det sparsomt med informationer. Vi ved heller ikke, hvilken lokation i kommunen det drejer sig om.

Jeg kontakter derefter skolechefen og vi aftaler at mødes i Hinnerup.

Allerede kl. 7.24 har jeg kontakt med to andre chefer i Børn og Kultur, hvor vi vender, at vi potentielt kan stå overfor en krisehåndtering.

Kl. 7.50 ankommer jeg til Skovvej i Hinnerup. Her begynder jeg på et arbejdsdokument, der skal hjælpe med at håndtere hændelsen. Jeg får også genbesøgt de actioncards, der er en del af vores beredskabsplan.

Kl. 8.30 står der et ordinært direktionsmøde i kalenderen. Vi holder det som planlagt, dog i en afkortet version.

Kl. 9.30 kører skolechef Karina Corneliussen, kommunaldirektøren og jeg mod politigården i Aarhus. Da vi ankommer, bliver vi bedt om at aflevere vores telefoner og smart-ure uden for mødelokalet. Politiet fortæller, at de har prioriteret at involvere os tidligt, så vi kan forberede vores egen håndtering, inden nyheden rammer offentligheden. Det er vi meget taknemmelige for. Vi bliver orienteret helt overordnet om sagen under forudsætning af, at vi koordinerer vores kommunikation med politiet. Én oplysning fra mødet bliver helt central for tilgangen til vores videre arbejde: Der er ingen aktuel trussel mod skolen. Børn og voksne kan fortsat trygt møde ind på Hadsten Skole.

Politiet regner med, at der vil være grundlovsforhør kl. 16. Herefter vil politiet sende en pressemeddelelse ud, og vi skal være klar til at kommunikere til offentligheden på samme tidspunkt. Under mødet får jeg formuleret hovedbudskaberne til vores indledende kommunikation på baggrund af politiets oplysninger. Vi aftaler, at hvad angår Favrskov Kommune, så forankres håndteringen af sagen hos mig.

Kl. 11 kan vi køre tilbage mod Hinnerup. Kommunaldirektør Jan Kallestrup kører. I bilen drøfter vi naturligvis situationen, og jeg når også at arbejde videre med vores plan.

Kl. 11.25 ringer jeg til sekretariatschefen og beder ham overtage mine møder resten af dagen.

Omtrent samme tidspunkt ringer skolechefen til ledelsen for Hadsten Skole. De får en kort orientering, og det aftales, at de skal køre mod Hinnerup med det samme. Mens de kører, arbejder skolechefen og jeg videre med udkast til kommunikationen og en handleplan. Vi afklarer kontakten til kommunens krisepsykologer.

Kl. 12 er ledelsen fra Hadsten Skole ankommet. Vi drøfter kommunikationen til forældrene og medarbejderne og begynder at planlægge, hvad der skal ske i forhold til medarbejdere og bestyrelsen den efterfølgende dag. Vi aftaler, at PPR skal med ind over og aftaler samtidig vores interne opgave- og rollefordeling.

Kl. 13.41 kontakter vi PPR. Der skal være psykologer til at bistå skolen og kommunikationen til forældrene. De begynder også at udarbejde materiale til forældrene med informationer om børns mulige reaktioner og gode råd til samtaler med børnene. Vi aftaler også, at PPR skal være repræsenteret på Hadsten Skole tirsdag morgen.

Tidspunktet for grundlovsforhøret nærmer sig. Politiet godkender formuleringerne om selve sagen, som vi vil bruge i vores informationsmateriale, og vi arbejder videre med informationsbrevene til medarbejdere og forældre. Vi har et fælles Teams-møde kl. 15, og sammen med en af vores kommunikationskonsulenter får jeg udarbejdet en pressemeddelelse, der kan sendes ud efter grundlovsforhøret. Skolen modtager det sidste materiale fra os kl. 16.03.

En af Thomas Smidts mange opgaver i de tre intense døgn var håndtering af pressen. Sammen med skolebestyrelsen blev man enige om en opfordring til medierne om at holde sig fra Hadsten Skole på første skoledag mandag. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Fra kl. 16 følger vi pressens livedækning af grundlovsforhøret, som dog er forsinket. Kl. 16.43 bliver Hadsten Skole for første gang nævnt og jeg beder med det samme skolens ledelse om at sende den forberedte information ud på Aula. Samtidig kontakter jeg formanden for skolebestyrelsen og orienterer om situationen samt planen for den efterfølgende dag. Også byrådet bliver orienteret, inden det begynder at vælte ind med henvendelser fra pressen. Jeg når på kort tid at give en lang række interviews og der bliver aftalt flere opfølgende interviews.

Samtidig orienterer skolechefen fællestillidsrepræsentanterne. Jeg bliver kontaktet af Lone Boye, der er formand for Børne- og Skoleudvalget. Jeg fortæller hende om sagen og hvordan vi håndterer den. Vi aftaler at tales ved senere på dagen.

Skolechefen og jeg bliver enige om, at de øvrige skoler i Hadsten også skal modtage det informationsmateriale, vi har udarbejdet til Hadsten Skole.

Kl. 17.50 bliver jeg interviewet af DR over Facetime. TV 2 står klar på p-pladsen foran rådhuset i Hinnerup kl. 18. Kl. 19 kører jeg hjemad. På vejen hjem taler jeg igen med udvalgsformanden, og giver en status på situationen.

Aftenen fortsætter med at informere chefgruppen i Børn og Kultur. Dagtilbudschefen har sørget for, at der bliver sendt information ud til forældrene og medarbejderne på den daginstitution, der ligger lige ved siden af Hadsten Skole.

Jeg orienterer skolelederen og skolechefen om, hvordan vi skal håndtere den forventede store medieinteresse dagen efter. Jeg har aftalt et antal interviews og beder pressen om, at de skal blive på p-pladsen ved Hadsten Skole og ikke begynde at bevæge sig ind på selve skolen.

TIRSDAG DEN 4. AUGUST

Jeg ankommer til Hadsten Skole kl. 6.40. Her møder jeg både DR og TV 2. Jeg taler med reporterne og aftaler rammerne for samarbejdet, og hvor de skal opholde sig i løbet af dagen.

Inde på skolen er der meget roligt. Tre børn er allerede mødt ind, og langsomt kommer der flere til sammen med deres forældre.

Kl. 7.30 bliver jeg interviewet ude foran skolen til Radioavisen og TV-Avisen. Herefter er det Ekstra Bladets tur.

Kl. 8.30 er der personalemøde. Politi, PPR, ledelsen og skolechefen deltager. Skolelederen byder velkommen, og jeg fortæller om forløbet siden mandag morgen og den aktuelle situation. Politiet oplyser om deres arbejde og om, hvad de nu kan sige om sagen. Psykologerne bidrager med deres viden om, hvilke reaktioner der helt naturligt kan komme i en situation som denne, og hvordan man kan håndtere dem.

Kl. 9 må jeg forlade kortvarigt for et telefoninterview med P4 Østjylland. Jeg når tilbage til mødet, inden skolelederen afrunder det.

Kl. 9.30-11.30 taler jeg med pressen, både på p-pladsen og over telefonen. Jeg når at være i forbindelse med TV 2 Nyhederne, TV 2 Østjylland, DR, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Radio IIII, Ritzau, Randers Amtsavis og Din Avis Favrskov.

Kl. 11.30 besøger borgmesteren og kommunaldirektøren skolen. Jeg deltager i samtalen med skoleledelsen, inden jeg kl. 12 kører mod administrationsbygningen i Hvorslev. I bilen taler jeg med lederen af PPR. Flere medier vil gerne vide, hvad vi råder forældrene til.

I Hvorslev holder vi et kort chefmøde uden dagsorden. Senere taler jeg med Kristeligt Dagblad, inden jeg bliver kontaktet af Undervisningsministeriet. De ønsker telefonnummeret på skolelederen, så undervisningsminister Magnus Heunicke kan ringe ham op.

Kl. 15 kører jeg tilbage til Hadsten Skole. Vi samler op på dagens forløb indtil videre, vi drøfter indholdet på det kommende møde med skolebestyrelsen og arbejder videre med planen for de kommende dage.

Kl. 16 er jeg i P1 Orientering og taler efterfølgende igen med den fremmødte presse ved skolen.

Kl. 17 holder vi møde med skolebestyrelsen. Udover skoleledelsen deltager også skolechefen og politiet. Vi får gode input til den videre håndtering og særligt ift. kommunikationen til forældrene og planlægningen af første skoledag på mandag.

Herefter har jeg igen interviews med DR og TV 2. Jeg fortæller dem, at vi på baggrund af mødet med skolebestyrelsen opfordrer til, at pressen ikke er til stede på første skoledag den efterfølgende mandag. Inden jeg kører hjemad, samler jeg op med skoleledelsen og skolechefen. De arbejder videre med dagens informationsbrev og planen for de kommende dage.

I løbet af dagen har jeg haft en mailudveksling med en enkelt utryg forælder. Det bliver rundet af derhjemme, hvor jeg også orienterer byrådet om dagens forløb og hvad der vil ske de kommende dage.

ONSDAG DEN 5. AUGUST

Morgenen begynder med et interview med P4 Østjylland hjemmefra lidt over 7. Herefter bliver det stort set en normal dag for mig, hvor de i forvejen planlagte møder og aktiviteter gennemføres.

I løbet af dagen får vi udarbejdet en henvendelse til medierne, hvor vi venligt opfordrer til, at de bliver væk fra Hadsten Skole på første skoledag. Teksten godkendes af formanden for skolebestyrelsen og skolelederen.

Kl. 11.40 er jeg i kontakt med Østjyllands Politi og har en kort uformel opsamling på forløbet indtil nu.

Kl. 16.19 ringer kommunernes interesseorganisation, KL. De ønsker at høre om sagen og hvordan vi har håndteret den.

Kl. 20 når jeg endnu et statusmøde, denne gang virtuelt med skolechefen og skoleledelsen. Vi samler op på dagen og kigger frem mod første skoledag.

Se video: