Jubel hos turistattraktioner: Udenlandske gæster lægger milliarder i Østjylland
En cocktail af godt vejr, nye aktiviteter og flere udenlandske besøgende har bidraget til en rigtig fin sommersæson for attraktioner og hoteller i Aarhusregionen. Alt tyder på, at turistsommeren 2026 er mere end godkendt.
Sommeren har indtil videre været rigtig god med fuld sol over besøgstallene hos mange af Aarhusregionens attraktioner. Det viser de tilbagemeldinger, som VisitAarhus har fået ude fra sommerlandet.
»Det har været en rigtig god sommer for Aarhusregionens attraktioner. Vi har været heldige med flot vejr det meste af sommeren, men der har også været mange nye, spændende aktiviteter, som har tiltrukket mange gæster,« fortæller direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen i en pressemeddelelse.
Hun melder også om flere udenlandske gæster i området.
”Der har tydeligvis været mange danskere, der har valgt at holde ferie her, men også rigtig mange internationale turister, som heldigvis fortsat vil være talrigt til stede i hele regionen de kommende uger,” siger hun.
Også hotellerne har haft en god sommersæson, oplyser formand for Horesta i Region Midtjylland, Jakob Beck Wätjen
Han driver selv hotel og konferencecentrene Vejlsøhus og Gl. Skovridergård i Silkeborg.
»Dem, jeg har talt med, har haft omkring 10 pct. flere gæster end sidste år. Det er både danskere og flere internationale turister - også uden for Aarhus. Så det er dejligt,« fastslår Jakob Beck Wätjen.
Masser af hollændere
Hos Aarhusregionens turistattraktioner er der også masser af positive tilbagemeldinger på sommeren.
Djurs Sommerland slog sidste år sæsonrekord i forhold til antallet af gæster, og forlystelsesparken ved Nimtofte er på vej mod endnu en stærk sommer, fortæller direktør Henrik B. Nielsen.
“Sidste år havde vi den bedste sæson nogensinde, så når vi i år ligger på samme niveau, og måske endda kommer ud af sommerferien med et lille plus, er det rigtig, rigtig flot,« konstaterer direktør Henrik B. Nielsen, der også kan registrere fremgang på flere udenlandske markeder.
»Vi oplever klart flere hollandske gæster i år end sidste år, og vi ser også en fremgang blandt tyskerne og nordmændene. Det understreger, at der har været mange udenlandske gæster i området denne sommer,« fortæller han.
Når Djurs Sommerland lukker ned for sommersæsonen, begynder klargøringen af parken til Halloween-ugen, som også tæller med i den samlede opgørelse over antallet af gæster.
De mange udenlandske gæster har de også oplevet i den midtjyske del af VisitAarhus’ område.
Mønsted Kalkgruber ved Viborg har hen over ferieperioden tiltrukket gæster på både solskins- og regnvejrsdage og ligger ifølge direktør Tina de Linde lige nu ca. 3 procent over sidste sommer.
Omkring en femtedel af gæsterne er internationale – især tyskere, som udgør 11 pct. af den samlede gæstemasse – men nordmænd og gæster fra Nederlandene har også vist stor interesse for kalkgruberne under årets ferie i Danmark.
»Vi har haft 35 procent flere hollandske gæster sammenlignet med sidste år. Samtidig var der i juli også en mindre fremgang på danske gæster, så vi er meget tilfredse,« fortæller Tina de Linde.
Hed juli i regnskoven
Trods en meget varm juli, hvor strand og sommerhus trak i gæsterne, kom Randers Regnskov stærkt gennem måneden.
I juli var der 62.630 gæster i regnskoven mod budgetteret 58.500. Samtidig har en målrettet indsats for at få flere gæster uden for højsæsonen båret frugt.
År til dato ligger Randers Regnskov omkring 27.000 gæster foran budgettet, oplyser direktør Henrik Herold.
»Det har været en nervepirrende juli, fordi det har været rigtig varmt i lange perioder. Derfor er vi meget tilfredse med at lande over budget og især med, at vores arbejde med at få flere gæster i skuldersæsonen har båret frugt,« siger direktøren.
Hos Hjejleselskabet i Silkeborg har sommervejret skabt gode betingelser for sejlads på Silkeborgsøerne.
»Sæsonen har indtil videre været positiv og bedre end sidste år. Vejret har været rigtig fint til en sejltur, og det kan vi mærke med det samme,« fortæller adm. direktør Tommy Gubi Duelund.
Hans fornemmelse er, at der har været flere passagerer i turbådene fra lande syd for Danmark end normalt.
»Vi ser flere tyskere, hollændere og franskmænd. Det er mit indtryk, at nogle af dem har søgt mod nord for at komme væk fra den kraftige varme længere sydpå,« siger Tommy Gubi Duelund.
Flotte besøgstal hos Aros
Aros har haft en markant bedre sommer end sidste år, som ellers var god.
Det tilskriver kommunikations- og marketingchef Astrid Ildor åbningen af værket, As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell.
»Det har været en rigtig god sommer på Aros. Siden åbningen af kunstværket den 19. juni har vi haft rigtig flotte besøgstal – også på varme dage. Der har været en kæmpe interesse,« fortæller Astrid Ildor.
Fregatten for fulde sejl
Også hos Fregatten Jylland har der været tryk på.
Det gamle krigsskib i Ebeltoft har her lige efter sommerferien haft omkring 12 procent flere besøgende end på samme tidspunkt sidste år.
På sæsonens travleste dage har flere end 1.000 gæster været om bord på fregatten.
»Sommeren har været rigtig god, og vi har tydeligt kunnet mærke, at der har været mange mennesker i området. Vi ligger foran budget, og det gjorde vi ikke på samme tidspunkt sidste år,« siger direktør Anne-Marie Dohm.
Ud over flere turister peger hun også på egne aktiviteter som en del af fremgangen.
»Vi har arbejdet målrettet med at vise, at man både kan få oplevelser inden for og komme ud at klatre i masterne eller sejle, når vejret er godt. Det, tror jeg også, har haft betydning,« fortæller Anne-Marie Dohm.
På et andet museum på Djursland, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum ved Auning, har der været lidt færre besøgende denne sommer end sidste år, men direktør Kasper Tipsmark glæder sig til gengæld over meget positive tilbagemeldinger.
»Selvom vi har oplevet en lille nedgang i besøgstallet, så er det virkelig glade gæster, der har været her. Vi får mange positive tilbagemeldinger ikke mindst for vores nye tiltag på 1700-tals etagen, og det er fedt at se den glæde og inspiration, som besøget skaber, og at mange vælger at bruge en hel dag herude,« fortæller Kasper Tipsmark.
læser