Fortsæt til indhold

Grenaa har landets bedste campingplads – nu jagter byen ny titel

I Byens Grillbar håber Patryk og Anna Sworowski, at de kan kravle op ad rangstigen og for alvor sætte Grenaa på landkortet.

Samfund

Grenaa har allerede Danmarks bedste campingplads i Grenaa Strand Camping. Nu kan byen måske også snart prale af at have Danmarks bedste burger.

I hvert fald er Byens Grillbar på Østerbrogade over for Lidl nomineret i OpdagDanmarks konkurrence om Danmarks Bedste Burger 2026.

Det er brugere af platformen OpdagDanmark, som har peget på deres foretrukne burgersteder. Det gjorde de også sidste år, hvor Byens Grillbar, som Patryk og Anna Sworowski driver, endte på en femteplads.

Patryk og Anna Sworowski har drevet Byens Grillbar på Østerbrogade i fem år. Inden da drev Patryk Sworowski to foodtrucks som franchise under Guldkyllingen. Et brand, som han også har taget med sig ind i Byens Grillbar. Til daglig bor parret i Vrinners. Foto: Simon Carlson

Ifølge Patryk Sworowski vidste de ikke på forhånd, at deres spisested var kommet med i årets konkurrence, før beskeden landede i hans indbakke, efter kunderne havde nomineret.

Det gør nomineringen ekstra værdifuld.

»Det betyder meget, at det kommer fra dem. Vi har et fantastisk team af 12 unge, energiske mennesker. De knokler hver eneste dag. Også når der er travlt, og køen er lang, og burgere næsten flyver gennem køkkenet. De fortjener mindst lige så meget anerkendelse for nomineringen som vi gør,« fortæller Patryk Sworowski.

Han håber naturligvis, at Byens Grillbar kan kravle endnu højere op på ranglisten i år. Efter afstemningen sidste år kunne indehaverne således tydeligt mærke, at det havde en gavnlig effekt på forretningen.

»Vi fik virkelig mange kunder efterfølgende, som kom og sagde, at de havde set, at vi var blevet nummer fem. Vi var selvfølgelig rigtig stolte af placeringen sidste år, men når man først har været så tæt på toppen, får man jo lyst til at se, hvor langt man egentlig kan komme. Og selvfølgelig drømmer vi om at komme helt til tops. Det er dejligt, når et lille sted i en mindre by kommer frem. Det sætter både os og Grenaa på landkortet,« konstaterer Patryk Sworowski.

Sov og spis godt

Og apropos landkort, så mener han også, at der er en god chance for, at byen netop kan sætte et markant aftryk på sådan et.

Tidligere på sommeren blev Grenaa Strand Camping kåret som Danmarks Bedste Campingplads, og Patryk og Anna Sworowski håber, at byen kan føje endnu en topplacering til samlingen.

»Vi håber, at vores kunder kan mærke, at vi kæmper. Det vigtigste for os er, at folk går herfra glade og har lyst til at komme igen. Hvis kunderne synes, vi lykkes med det, håber vi selvfølgelig også, at de vil vise det med deres stemme,« siger Patryk Sworowski og tilføjer:

»Vi synes jo faktisk, det kunne være lidt sjovt, når Grenaa allerede har Danmarks bedste campingplads, så mangler vi bare Danmarks bedste burger. Så kan folk både sove og spise godt her,« noterer Patryk Sworowski med et grin.

Runder en milepæl

Til daglig bor parret i Vrinners på Mols, og de seneste fem år har de således dagligt taget turen til Grenaa for at skabe et godt spisested.

Det har vist sig som en succes. Ifølge Patryk Sworowski har omsætningen bare været støt stigende igennem alle årene, og i år forventer han, at Byens Grillbar runder en milepæl med en omsætning på fem millioner kroner.

»Sommeren i år har været en lille smule bedre end sidste år, men vi stiger hele tiden og får flere og flere kunder. Særligt stamkunder, og det giver et godt ry, så vi faktisk også trækker en del kunder, der kommer langvejs fra. Så det går faktisk bare rigtig godt,« konstaterer en smilende Patryk Sworowski.

Afstemningen om Danmarks Bedste Burger løber fra 19.-26. august. Afstemningen foregår pr. sms. Man kan læse mere om konkurrencen på www.opdagdanmark.dk.

Se video: