Jeg kan ikke få borgmesterens budskaber til at hænge sammen. Hvorfor skal vi altid bygge i urør natur?

Skal udvikling af vores natur altid betyde, at vi skal bygge noget i den?

Det spørgsmål synes jeg, vi er nødt til at stille i forbindelse med Fjellerup Udvikling.

For samtidig med at vi igen og igen fremhæver naturen, strandene og vores lange kyst som nogle af de helt store kvaliteter ved Norddjurs, er vi på vej til endnu en gang at bygge mere ind i den.

Og her har jeg især svært ved at få borgmester Kasper Bjerregaards budskaber til helt at hænge sammen.

Borgmesteren fremhæver selv vores kyst, skove, strande og natur som noget af det særlige ved Norddjurs. Samtidig har han været en tydelig fortaler for Fjellerup Udvikling og fremhævet, at projektet skal sætte yderligere fart på turismeudviklingen.

Jeg er ikke imod, at mennesker bruger naturen. Tværtimod.
Men hvis naturen og kystlandskabet er noget af det, vi vil bruge til at gøre Norddjurs attraktiv for nye borgere og turister, skal vi passe på, at vi ikke stille og roligt ændrer netop det, vi vil tiltrække dem med.

Fjellerup Strand er ikke en uberørt kyst. Der er sommerhuse, veje, bygninger og aktiviteter i forvejen. Men der er stadig dele af kysten, hvor havet, stranden og landskabet er det dominerende, og hvor kysten stadig fremstår næsten uspoleret.

Fjellerup Udvikling tilfører blandt andet broer, promenade, opholdsarealer og andre faciliteter langs kysten.

Hver for sig kan de måske lyde uskyldige. Men samlet set bliver det efter min vurdering nogle forholdsvis store og dominerende anlæg i et kystlandskab, som netop har sin værdi, fordi naturen stadig fylder mest.

Behøver en naturoplevelse altid at blive bedre, fordi vi bygger noget til den?

En bro her. En promenade der. Et opholdsareal. Endnu en facilitet.

Hver enkelt ting kan sikkert forsvares. Men summen betyder noget. For hver gang vi indretter endnu et stykke af vores kyst, ændrer vi også lidt på det, der var der før. Nogle steder er værdien måske netop, at der ikke er bygget noget.

Hvornår skal vi stoppe?

For næste gang er det så Gjerrild Nordstrand, Rygårde eller Store Sjørup, der skal udvikles for at tiltrække flere turister?

Hvis vi hele tiden ser vores kyst som noget, der skal udvikles med nye anlæg og aktiviteter, risikerer vi at miste noget af det, der gør Norddjurs særlig: de åbne og relativt uanlagte kyststrækninger.

Og hvor er så den kystnatur, som både borgmesteren og kommunen fremhæver som et af vores stærke kort, når vi vil tiltrække nye borgere og besøgende?

Kasper Bjerregaard skylder et svar på, hvor grænsen går.
Han kan ikke fremhæve vores natur og kyst som noget af det, der gør Norddjurs attraktiv, uden at vi samtidig må spørge, hvor meget af den samme kyst han mener, vi skal udvikle og anlægsgøre.

Men ansvaret ligger ikke hos borgmesteren alene. Fjellerup Udvikling har gennem processen haft meget bred politisk opbakning.

Derfor er spørgsmålet også til resten af kommunalbestyrelsen:

Hvor meget ønsker vi egentlig at udvikle vores kyst, før udviklingen begynder at tage noget fra den – og hvor mener kommunalbestyrelsen, at grænsen går?

For der er også en generation efter os.

Børn skal selvfølgelig kunne opleve naturen gennem aktiviteter og faciliteter. Men de skal også have mulighed for at opleve en strand, en skov eller et naturområde, hvor oplevelsen ikke på forhånd er designet for dem. Et sted hvor havet, vinden, sandet, dyrene og landskabet bestemmer oplevelsen.

Jeg ved godt, at der ligger gode intentioner bag Fjellerup Udvikling. Bedre adgang og flere muligheder for ophold er ikke dårlige mål i sig selv.

Men gode intentioner gør ikke det grundlæggende spørgsmål mindre vigtigt:

Hvornår er naturen og kystlandskabet bedst tjent med, at vi udvikler det – og hvornår er det bedst tjent med, at vi lader det være?

For mig er Fjellerup et af de steder, hvor den diskussion er nødvendig.

Ikke fordi kysten er fuldstændig uspoleret. Men fordi der stadig er noget tilbage, hvor naturen fylder mest.

Måske skal vi derfor ikke altid spørge, hvad mere vi kan bygge ved vores kyst.

Måske skal vi også en gang imellem have modet til at vælge ikke at bygge noget.