Fortsæt til indhold

Jacobs far ville ikke give slip på sit bageri, så han købte sit eget og kan nu fejre 25 års jubilæum

Jacob Overgaard er gået i sin far, bedstefar og oldefars fodspor som bager, og efter 40 år i branchen elsker han stadig at gå på arbejde.

Samfund

Den 1. oktober 2001 overtog Jacob Overgaard bageriet i Østergade i Hadsten.

Hans far, Jens Peter Overgaard, havde tidligere drevet bageriet, men solgte det for at åbne bagerforretningen JP Brød i Dronningborg i Randers. Jacob gik i fodsporene på sin far, der var gået i fodsporene på sin far og bedstefar, og blev bager og fik arbejde hos sin far i Dronningborg.

»Da jeg nærmede mig de 30 år, ville jeg gerne have mit eget bageri, men min far ville ikke rigtig give slip på bageriet,« fortæller Jacob Overgaard med et smil.

Det endte derfor med, at han for 25 år siden købte bageriet i Østergade i Hadsten, som hans far tidligere havde ejet.

»Jeg boede i Hadsten som dreng, så det var jo oplagt at komme tilbage,« fortæller Jacob Overgaard, der som dreng var flyttet med familien til Randers, men nu flyttede tilbage til Hadsten for at være tæt på sin arbejdsplads.

Der blev mere og mere travlt i bageriet i Østergade, og i 2011 udvidede forretningen med en etage oven på butikken, der samme år trådte ud af kæden Guldbageren og skiftede navn til Mester Jacob.

Det var dog ret upraktisk med et bageri i to plan, fortæller bagermesteren, og bygningen havde omkring 100 år på bagen, så det kneb med at blive ved med at kunne vedligeholde den.

Han ledte i mange år efter et nyt og mere moderne bageri, og endelig i 2019 kunne han slå dørene op til et spritnyt bageri med café i Hadsten Centret på omkring 800 kvadratmeter i ét plan med bageri, butik og kontor m.m.

Der har i årevis været mangel på bagere, og for godt et år siden fortalte Jacob Overgaard til avisen, at han kun havde haft én fri søndag på to år og havde en medarbejder, der ikke havde haft søndagsfri i et halvt år.

Bagermesteren havde derfor efter svære overvejelser besluttet at holde søndagslukket efter 24 år med åbent alle ugens dage. Beslutningen om at holde lukket søndag blev i sidste ende taget for at passe på medarbejderne og tilbyde dem ordentlige arbejdsvilkår.

»Det er lettere at få personale nu, fordi vi har søndagslukket, og der er ikke længere så stor udskiftning i personalet,« fortæller bagermesteren.

Der er dog altid nogen på arbejde om søndagen for at passe surdejen med mere, hvis nogen skulle undre sig over, at der er lys i butikken, men lukket om søndagen.

Bagermesteren glæder sig også over, at han og andre ansatte ikke længere behøver at møde ind kl. 1-2 om morgenen, men kan ligge og sove og vente med at møde ind fra kl. 4.

»Vi laver stadig frisk brød, men det har langtidshævet fra dagen før, så vi kun skal forme og bage det om morgenen.«

Jacob Overgaard gik i lære som bager for 40 år siden, så han har æltet og formet et par brød i tidens løb og er i dag 56 år. De mange år i branchen har dog ikke gjort ham træt af sit arbejde, og han har ingen planer om at stoppe med at arbejde eller sælge bageriet.

»Jeg elsker stadig at gå på arbejde hver eneste dag, og så længe det er sjovt, bliver jeg ved. Der sker noget nyt hele tiden, og der kommer hele tiden nye produkter, så vi er tit på kurser. I sidste uge havde vi besøg af nogle italienere, der havde hørt om mig gennem deres leverandør, at vi er begyndt at bruge nyt mel med 35 procent protein – det er rigtig meget,« fortæller bagermesteren, der på et senere tidspunkt skal til Italien for at studere italienernes håndværk.

»Det går stærkt, vi prøver at forny os, og det er med til at holde os i gang. Kunderne efterspørger noget andet end for 25 år siden, og vi skal følge med. Vi laver ikke længere ret mange almindelige franskbrød, og dem, der kommer ind efter en håndværker eller et rundstykke, er en uddøende race. Tidligere brugte vi kun hvid dej, men i dag bruger vi dobbelt så meget langtidshævet dej som dej til almindelige rundstykker og håndværkere. De unge er mere bevidste om fedtindhold med mere og stiller meget større krav til os.«

Se video: