Brudte løfter og tomme lokaler: Nu giver Inge og Ole Møllebistroen endnu en chance
Der har egentlig ikke manglet forpagtere, men gang på gang er ejerne blevet skuffet.
I sommeren 2024 valgte Inge og Ole Bossow at stoppe i Møllebistroen og sætte spisestedet til salg efter 27 succesfulde år med restauranten midt i Auning.
Det skulle have været et farvel til arbejdet med Møllebistroen, men snart to et halvt år efter, at Inge og Ole Bossow selv stoppede i restauranten i Auning, fylder spisestedet stadig mere i deres hverdag, end de havde håbet.
Flere forsøg på at lade nye kræfter tage over er endt med skuffelser, og nu står parret endnu en gang med en tom restaurant og en opgave med at finde nogen, der vil drive den videre.
»Vi har været uheldige. Det må vi sige,« konstaterer Ole Bossow.
Ægteparret ejer fortsat både bygningen og restauranten. Da de selv besluttede at stoppe, satte de stedet til salg, men det lykkedes ikke at finde en køber. I stedet blev løsningen at få forpagtere ind.
Her i spalterne har vi tidligere fortalt om, når nye forpagtere har gjort deres indtog. Og også når de nærmest lige så hurtigt har forladt spisestedet igen.
Ole Bossow ønsker ikke at gå i detaljer med de enkelte forløb eller hænge tidligere forpagtere ud, men han vil gerne fortælle, at det har været forløb med både ubetalte huslejeregninger og brudte løfter fra forpagterne.
Da den seneste forpagter lukkede ned på grund af fund af skadedyr, var aftalen, at der skulle gøres rent, og så skulle spisestedet åbne igen. Det skete bare ikke. Forpagteren blev væk, og i stedet måtte Inge og Ole Bossow igen trække i arbejdstøjet.
»Jeg havde egentlig sagt, at det ville jeg godt nok ikke, og det måtte være op til ham selv (forpagteren, red.). Han lovede hele tiden, at han nok skulle komme og gøre det, men der skete ingenting. Til sidst gjorde vi det jo, så det er Inge og mig, der gik og gjorde rent derovre i 14 dage.,« fortæller Ole Bossow.
Han lægger da heller ikke ikke skjul på, at de seneste år har været frustrerende, og Ole Bossow erkender da også, at de muligvis ikke har været grundige nok i deres screeninger af nye forpagtere.
»Det må vi jo ikke have været, men vi har jo bare syntes, at folk var virkelig flinke, så jeg synes godt nok, det er uheldigt, at det nu er sket tre gange. Det har været lidt af en byrde, så det må godt snart få en ende,« siger Ole Bossow.
Vil stadig gerne hjælpe nye i gang
På trods af de ærgerlige oplevelser med rækken af forpagtere, er parret dog klar til at give nye folk en chance.
For restauranten står der stadig, og ifølge Ole Bossow er den nu klar til, at andre kan overtage og komme i gang.
»Det hele er klargjort, og alt udstyret er der, så man kan sådan set åbne restauranten i morgen, hvis man har lyst,« siger Ole Bossow.
Der er dog langt fra nogle forpligtelser til, hvad man ønsker at åbne i lokalerne.
Det oplagte er naturligvis et spisested, da det fuldt udstyrede køkken, som nævnt, står klar. Men har man andre idéer, bydes de mere end velkomne.
Det afgørende er at finde mennesker, som både har lyst til opgaven og er indstillet på at lægge de timer, den kræver.
Der har også været interesse for stedet. Ole Bossow fortæller, at parret har været i kontakt med nogen, som havde et koncept, han syntes lød spændende, men som desværre alligevel endte med at springe fra.
For at gøre det lettere for initiativrige mennesker at tage springet er Inge og Ole Bossow endda villige til at tilbyde en lav husleje i de første måneder.
»Det kan jo bruges til mange ting. Vi vil bare gerne hjælpe nogen i gang, uanset hvad det er,« siger Ole Bossow.