»Det er en kæmpe ære«: Fornemt besøg hos asiatisk onlinesupermarked med vind i sejlene
Pandasia i Galten er på rekordtid blevet et af Danmarks førende asiatiske onlinesupermarkeder. I sidste uge besøgte Frands Fischer og Lars Clement virksomheden for at blive klogere på erhvervslivet i Skanderborg Kommune.
Det er ikke ualmindeligt, at en opstartsvirksomhed tager de første spæde skridt ud i det danske erhvervsliv fra en garage eller container. Fordi startkapitalen måske er begrænset og de ukendte faktorer mange.
Når borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer, og kommunaldirektør, Lars Clement, med jævne mellemrum besøger små og store virksomheder i kommunen, er det ofte det svar, de får, når de spørger ind til, hvordan den pågældende virksomhed begyndte.
»I forbindelse med ErhvervSkanderborg afsætter vi jævnligt dage i kalenderen til at besøge virksomheder rundt omkring i kommunen. Med det formål at bakke op om det lokale erhvervsliv og skabe vækst i Skanderborg Kommune på tværs af brancher og alle størrelser af virksomheder. Fælles for flere af de vækstlagsvirksomheder, vi besøger, er faktisk, at de er begyndt i en garage eller en container,« fortæller Frands Fischer.
Han og Lars Clement har sat denne fredag formiddag af til at besøge nogle af virksomhederne i industriområdet Marktoften i Galten. En af virksomhederne på dagens program er Pandasia; et af Danmarks førende asiatiske onlinesupermarkeder.
Indsamling af knowhow
Parret AnhDu Long Vu og Loan Nguyen står bag Pandasia, som i 2019 havde sin spæde start i netop en container i baghaven på familiens hjemadresse i Skovby. Webshoppen blev hurtigt en succes, og snart fik AnhDu Long Vu brug for mere lagerplads. Pandasia flyttede til større lokaler på Hørslevvej i Skovby og udvidede i maj 2022 til Marktoften i Galten. Det er på adressen Marktoften, AnhDu Long Vu og Loan Nguyen tager imod Frands Fischer og Lars Clement.
»Det er en kæmpe ære for os at få besøg af borgmesteren og kommunaldirektøren,« siger AnhDu Long Vu. Efter en rundvisning på lageret med de tusindvis af asiatiske dagligvarer, har de fire sat sig ind i virksomhedens kaffestue.
»Erhvervsområdet her på Marktoften er vokset betragteligt på relativt kort tid. Derfor besluttede vi os for at besøge nogle af de virksomheder, der ligger her, og vi faldt over Pandasia, som vi ikke tidligere har været forbi,« siger Frands Fischer.
Han tømmer sit glas med vand og uddyber:
»Vi er her for at få et indtryk af, hvordan det går i erhvervslivet herunder vækstlaget i kommunen, og for at samle input til hvad det kræver at få en virksomhed til at vækste. Her har AnhDu og Loan med deres store passion og knowhow rigtig meget at byde ind med. Det er vældigt inspirerende.«
Borgmesteren nikker anerkendende i retning af parret.
Det er en kæmpe ære for os at få besøg af borgmesteren og kommunaldirektøren.AnhDu Long Vu, ejer og grundlægger af Pandasia.dk
Pandasia er blot en af de virksomheder i Skanderborg Kommune, der er lykkes med at vækste betydeligt inden for få år.
»Gang på gang bliver vi benovet over den gejst, glæde og idérigdom, vi møder hos vækstlaget. Og over hvor hurtigt det er lykkes en stor del af virksomhederne at vækste og deraf have behov for mere plads. Det stiller krav til vores evne til at levere kvadratmeter. Står man som virksomhed og har brug for mere plads, kan et år være lang tid at vente. Vores besøg hos virksomhederne er et forsøg på at kortlægge behovet og være et skridt forud i vores planlægning,« forklarer Lars Clement.
Stejl vækstkurve
Da AnhDu Long Vu i 2019 etablerede Pandasia, var det med cirka 100 varenumre på hylderne. I dag har virksomheden over 4000 varenumre fordelt på 12 kategorier.
»Med så stort et sortiment er vi nødt til at have lager både her og på Hørslevvej i Skovby. På sigt håber vi at kunne samle det hele et sted,« siger AnhDu Long Vu og kigger appellerende på borgmester og kommunaldirektør.
Med så stort et sortiment er vi nødt til at have lager både her og på Hørslevvej i Skovby. På sigt håber vi at kunne samle det hele et sted.AnhDu Long Vu, ejer og grundlægger af Pandasia.dk
Onlinevirksomhedens stejle vækstkurve har også betydet, at Pandasia i dag har 18 ansatte, heraf fire på fuld tid.
»Det eneste, der ikke er vækstet i Pandasia er mit ugentlige antal arbejdstimer. Da jeg startede virksomheden, arbejdede jeg omkring 120 timer om ugen og havde stort set hverken friaftener, weekend eller ferie. I dag er det anderledes. Nu arbejder jeg omtrent 50 timer om ugen og holder fri i weekenden...« fortæller AnhDu Long Vu.
»Sidste år var vi på sommerferie for første gang i fire år. I 14 dage. Og i år planlægger vi hele tre ugers sommerferie,« indskyder Loan Nguyen med tilfreds mine. Hun har arbejdet fuld tid i Pandasia i de sidste to år.
»Jeg synes, jeg har fundet en god balance imellem arbejde og privatliv. Og så har jeg nogle dygtige ansatte, som tager sig af den daglige drift, så jeg kan have mit hovedfokus på at vækste,« siger AnhDu Long Vu.
Visioner og drømme
Hen over bordet i kaffestuen fortæller AnhDu Long Vu borgmesteren og kommunaldirektøren om vækstplanen for Pandasia og om sine visioner for fremtiden. Frands Fischer og Lars Clement lytter opmærksomt.
»Der indgår en fysisk butik i vores vækstplan, men det er ikke et punkt, der står højt oppe på listen. Tendensen i samfundet er, at færre går i fysiske butikker, men handler online i stedet. Derfor er vores hovedfokus lige nu på at vækste online. Dog tilbyder vi ”click and collect” som en service til vores lokale kunder, så de kan komme forbi her på adressen og hente deres varer,« forklarer AnhDu Long Vu.
Nok er drømmen fortsat at vækste, men parret har også et andet mål forude.
»Både Loan og jeg har vietnamesisk baggrund og er flasket op med det asiatiske køkken. Derfor har jeg fra dag et haft en drøm om at udbrede kendskabet til asiatisk mad blandt danskerne. Vi sælger rigtig mange nudler, Bubble Tea og forskellige saucer, pastaer og krydderier. Men det asiatiske køkken er meget mere end det. Derfor arbejder vi også på at gøre Pandasia.dk til en social og kulturel platform, hvor vi deler autentiske opskrifter fra Asien,« lyder det fra AnhDu Long Vu.
Frands Fischer og Lars Clement rejser sig og tager overtøjet på. En stram tidsplan kræver, at de må videre til næste virksomhed på fredagsprogrammet.
På vej ud gennem lageret snupper Loan Nguyen et par kasser fyldt med alt fra nudler, over Bubble Tea til asiatisk slik. Frans Fischer og Lars Clement får hver en kasse i favnen.
»Jeg kan sagtens finde på at lave asiatisk mad derhjemme. Jeg har købt en kogebog med opskrifter på retter fra hele verden, og det var i min søgen efter nogle af ingredienserne til de retter, jeg første gang faldt over Pandasia.dk,« siger Frands Fischer. Han og Lars Clement takker for de eksotiske varer og de nyttige input og giver hånd til farvel.
AnhDu Long Vu og Loan Nguyen står storsmilende tilbage. Tydeligt glade for formiddagens besøg. Og for Frands Fischers sidste bemærkning.
»Det er præcis, hvad vi håber på: at Pandasia dukker op i danskernes bevidsthed som noget af det første, når de tænker på asiatisk mad,« siger AnhDu Long Vu, inden han og Loan Nguyen forsvinder ind på lageret. Arbejdet kalder.