Oversvømmelser er folks eget ansvar, men: »Vi kan sagtens forstå dem«
Der findes ikke en nem løsning på den høje vandstand i Mossø, som truer med at gå over sine bredder og oversvømme husene ved Vædebro. Men en nødplan kan sagtens komme på tale, understreger udvalgsformand.
»Vand er den største udfordring, vi har lige nu. Der findes ikke nogen enkel løsning. Intet quickfix. Det er bare helt utrolig kompliceret.«
Claus Leick (SF), formand for Klima, Miljø- og Planudvalget, tager en dyb indånding. Han har fået spørgsmålet mange gange før, og ville ønske, han kunne give folk det svar, de gerne vil høre.
Spørgsmålet handler om vand. Vand på afveje, som truer med at oversvømme husene på Alkenvej nær Vædebro, og som nu har fået boligejerne til at appellere til byrødderne om hjælp.
Jeg har stor forståelser for dem og vil virkelig gerne hjælpe. Der er bare ikke noget quickfix, der løser problemet en gang for alle. Der er rigtig meget i spilClaus Leick (SF), formand for Klima, Miljø- og Planudvalget
Grundejerforeningen på Alkenvej har sendt en appel til byrødderne og søgt om foretræde for Klima, Miljø- og Planudvalget for at sætte fokus på problematikken. Ifølge udvalgsformanden får de en invitation til det førstkommende udvalgsmøde 5. november.
»Det er godt, at grundejerforeningen tager dagsordenen op. Jeg har stor forståelse for dem og vil virkelig gerne hjælpe. Der er bare ikke noget quickfix, der løser problemet en gang for alle. Der er rigtig meget i spil,« understreger han.
Modsatrettede hensyn
Den korte version af den komplicerede og lange forklaring er, at det faktisk ikke er så ligetil at afgøre, hvad der er gode løsninger, hvem der skal udføre dem, eller hvem der har ansvaret.
Og for at komplicere problemet yderligere, er Skanderborg forpligtet overfor de øvrige Gudenå-kommuner. Sagt med andre ord, så kan man ikke bare vælge en løsning, der passer godt i Skanderborg. En løsning skal passe ind i det store puslespil af hensyn til både natur, dyreliv og borgere langs hele Gudenåen.
»Hovedproblemet er, at det regner mere og mere, og det er kun Vor Herre, der kan styre det. De tiltag, vi sætter i værk, skal ske i samarbejde med de andre Gudenå-kommuner,« understreger Claus Leick. Han anerkender, at samarbejdet om en helhedsplan for Gudenåen er gået langsomt, men peger på, at det nu er ved at komme op i gear.
Grundejerforeningen på Alkenvej vil have skotterne ved Ry Mølle åbnet, så vandet fra den overfyldte Mossø kan strømme vider den vej ud i Gudenåen. Det kan måske nok løse problemet lokalt på kort sigt, men er ifølge Claus Leick ikke en holdbar løsning på den lange bane.
»Vi vil gerne af med vandet og have det hurtigt videre ud i Gudenåsystemet. Det hjælper os i Skanderborg. Men vi skal finde løsninger, der også kan redde miljøet i Randers Fjord og havmiljøet. Her er der behov for, at vandet i Gudenåen siver langsommere – ikke at det løber hurtigere. Der er rigtig mange modsatrettede hensyn,« konstaterer han.
Mulighed for nødplan
Han kan på sigt sagtens forestille sig en ordning, hvor vandstanden i Mossø regulerer stemmeværket ved Ry Mølle, sådan som grundejerne i Alken foreslår, men understreger samtidig, at det i så fald skal være gennem hele Gudenåsystemet.
Helt at fjerne skotterne ved Ry Mølle er heller ikke så lige til, da ejeren af Ry Mølle har en lovgivningsmæssig ret til at opstemme vandet.
»Selvom det kan synes forældet i dag, så kan vi ikke bare lukke stemmeværket uden at forhandle med ejeren om ekspropriation og erstatning for tabt indtjening. Desuden vil det kræve et forprojekt, og det kan tage år,« forklarer udvalgsformanden.
»Det, vi kan hjælpe grundejerforeningen med her og nu, er nødplaner. Vi vil gerne understøtte dem med praktisk hjælp. Deres udfordring er jo ikke kun Mossø, men også vandet, der kommer bagfra fra Illerup Ådal. Det er bestemt ikke nogen nem situation, de står i. Loven siger, det er deres eget ansvar, men vi kan sagtens forstå dem, og vi vil som sagt også gerne prøve at hjælpe dem.«