Fortsæt til indhold

Ejer lyver Socialtilsynet lige op i hovedet: ’Pædagoger’ i botilbud var slet ikke pædagoger

Anbragte børn og unge mødte mange nye mennesker i Florahuset, hvor direktøren ikke kunne dokumentere personalets uddannelser.

Skanderborg
Citathistorie: tv2 Østjylland

Direktør og stifter af det private botilbud Florahuset, Rania Radi, har givet ukorrekte oplysninger til Socialtilsynet, når det kommer til tilbuddets medarbejdere og kompetencer.

Det fremgår af dokumenter fra Socialtilsyn Midt, TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.

De ukorrekte oplysninger har handlet om, hvor mange medarbejdere, der er blevet skiftet ud, og hvilke uddannelser og kompetencer medarbejderne på stedet havde.

Socialtilsynet kalder det over for TV2 Østjylland ’dårligt administrativt overblik’. En ekspert er mere kritisk.

»Det er alvorligt, fordi så kan du ikke regne med alt det andet, som tilbuddet siger og forholder sig til. Du må aldrig tale usandt for en tilsynsførende myndighed,« siger Christine Hemme, lektor ved VIA University College, der er ekspert i anbragte børn og unge.

TV2 Østjylland har ad flere omgange været i kontakt med direktør i Florahuset, Rania Radi, der ikke ønsker at stille op til interview eller kommentere den kritik, hun og Florahuset bliver mødt med.

Ved et tilsynsbesøg i 2023 konstateres en personalegennemstrømning på 44 procent.

I marts 2024 forklarer direktøren til tilsynet, at personalegennemstrømningen ser bedre ud. Mens tilsynets egen gennemgang af tallene viser, at udskiftningen derimod er steget til knap 77 procent.

TV2 Østjylland har fået kontakt til en af de tidligere anbragte unge, der under anonymitet fortæller om hendes oplevelser med mange nye medarbejdere hos Florahuset.

»Det var hårdt, fordi jeg skulle starte forfra hver gang med at lære dem at kende. Og jeg var bange for, at de forsvandt igen. Jeg talte det til 32 pædagoger, der forsvandt i en periode, men der var endnu flere,« fortæller ”Yasmin”.

”Yasmin er et opdigtet navn.

Løjet om uddannelse

Men det stopper ikke her. For Rania Radi, direktør og stifter af Florahuset, har, ifølge Socialtilsynet, også givet ukorrekte oplysninger om personalets kompetencer.

Ifølge dokumenterne drejer det sig om oplysninger om flere forskellige medarbejdere, hvor tilsynet ved en efterfølgende gennemgang ikke har kunnet finde belæg for, at medarbejderne har de uddannelser, som Rania Radi har oplyst.

»Socialtilsynet vurderer, at direktøren har givet ukorrekte oplysninger. At der på fremsendte medarbejderliste modtaget d. 13.03.2024 fremgår medarbejdere med en uddannelse, de ikke har, skriver Socialtilsyn Midt i en tilsynsrapport,« som TV2 Østjylland har modtaget aktindsigt i.

Ifølge dokumenterne drejer det sig blandt andet om ukorrekte oplysninger om, at de enkelte medarbejdere skulle have været uddannet som blandt andet pædagog, pædagogiske assistent, skolelærer.

Ligesom tilsynet også undrer sig over, hvorfor Florahuset på den såkaldte Tilbudsportal skriver, at stedet har tilknyttet en psykolog og en psykoterapeut.

»Det er endvidere ikke retvisende, at tilbuddet på tilbudsportalen oplyser, at der en psykoterapeut og psykolog i Florahuset,« skriver tilsynet i sin rapport.

Da TV2 Østjylland i begyndelsen af oktober første gang anmoder om et interview med direktør i Florahuset, Rania Radi, meddeler hun skriftligt, at bestyrelsen i Florahuset har besluttet at lukke stedet.

Socialtilsynet sender 16. oktober Florahuset et varsel om at inddrage stedets godkendelse.

TV2 Østjylland har siden været i kontakt med Rania Radi, der fastholder, at hun ikke ønsker at kommentere kritikken.

Hun har i stedet skrevet følgende til TV2 Østjylland via mail 31. oktober 2024:

»Jeg har ingen kommentarer til TV2 Østjyllands dækning af Florahuset, men jeg kan oplyse, at Florahuset lukker den 30. november 2024, hvor de unge, der har været tilknyttet Florahuset, alle er videre, og medarbejderne er opsagt.«