Fortsæt til indhold

Lastbilschauffør overraskede indbrudstyve - stak af med 11 kasser energidrik

En stribe af indbrud har ramt Hørning, Galten og Ry henover weekenden.

Skanderborg

Knuste ruder og koben.

En lille bølge af indbrud skyllede ind over Skanderborg Kommune i weekenden.

Heldigvis var det ikke i alle tilfældene, at indbrudstyvene lykkedes med deres foretagende.

På Valmuevænget i Hørning brød ukendte gerningspersoner en terrassedør op i dagstimerne fredag. Det lykkedes dem dog umiddelbart ikke at stjæle noget af værdi.

På Silkeborgvej i Galten forsøgte ukendte personer også at bryde en dør op - denne gang hoveddøren. Her lykkedes det dog ikke for tyvene at komme ind.

Hos SuperBrugsen i Galten skar tyve et midlertidigt lagertelt op i tidsrummet fredag 20.15 og lørdag 7.30. Teltet indeholdte en lang række dagligvare, men her er heller ikke umiddelbart stjålet noget.

Det var desværre ikke alle, der slap med skrækken henover weekenden.

En villa på Højgaardsvej i Hørning fik ubudne gæster mellem fredag og lørdag. Her blev et vindue ind til en udestue brudt op og tyvene stak af med kontanter af udenlandsk valuta.

På en landejendom i Ry brød ukendte personer ind i en maskinhal. Her åbnede gerningspersonerne en port indefra og stjal en masse værktøj bl.a. fem topnøglesæt, batterisæt, boremaskine, vinkelsliber samt 500 liter diesel.

Hos Frode Laursen i Hørning fik en lastbilschauffør sig lidt af en forskrækkelse.

I en lastbiltrailer på virksomhedens område forstyrrede chaufføren en gruppe ukendte gerningspersoner i gang med at tømme traileren.

De stak hurtigt af i en rød kassevogn og slap væk med 11 kvartpaller med energidrik.