Fortsæt til indhold

AGF fordobler økonomisk tilsagn til nyt stadion

AGF er klar til at skyde 100 millioner i stadionbyggeriet. Men der følger betingelser med, understreger bestyrelsesformand

Sport

AGF A/S er nu klar til at fordoble sit økonomiske bidrag til byggeriet af et nyt stadion fra 50 mio. kr. til 100 mio. kr.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»AGF har i over 100 år haft hjemmebane for enden af Stadion Allé, og vi vil gerne bidrage til, at byen får et stadion i international topklasse. Og som vi også tidligere har meldt ud, så skal de millioner, vi tilfører, primært øremærkes topmoderne VIP- og konferencefaciliteter,« siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF A/S.

Han påpeger desuden, at pengene også afhænger af, at der findes en fornuftig løsning på en række centrale forhold.

AGF vil nemlig gerne stå for forpagtningen og driften af hele komplekset, som det har været tilfældet indtil nu, men det er der ikke umiddelbart opbakning til.

»Det er vigtigt at understrege, at vi endnu ikke har en endelig aftale på plads med Aarhus Kommune. Med de 100 mio. kr., vi er villige til at skyde ind i projektet, følger naturligvis nogle betingelser, og der er stadig flere centrale forhold, som er uafklarede – blandt andet i forhold til den fremtidige driftsmodel, og hvordan vi løser udfordringen med at afvikle vores kampe, mens byggeriet er i gang. Men vi har en god dialog med kommunen, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at finde en løsning, som alle parter er tilfredse med, og som vil gavne hele byen,« siger Lars Fournais.

Bestyrelsesformanden glæder sig til at se de seks arkitektteams, der er i gang med at tegne, bud på et nyt, banebrydende fodboldstadion til byen.

»Det er et imponerende stærkt felt, der er udvalgt til at tegne byens fodboldstadion, og det bliver en stor dag, når vi senere på året har fundet en vinder og er kommet et stort skridt nærmere det første spadestik.«

Det er forventningen, at byens nye fodboldstadion skal stå færdigt i 2026.