Fortsæt til indhold

Seriefodbold: TRIF løb panden imod dobbeltdækker fra Aarhus med falmede marxister-leninister

Victor Riis Overgaard scorede på Mathias Haulriks oplæg, da TRIF måtte nøjes med 1-1 mod FAML, Århus i premieren i Jyllandsserien 2.

Sport
Martin Schultz

»FAML var gode til at forsvare sig. De havde parkeret dobbeltdækkeren foran deres eget mål. Deres gameplan var tydeligvis, at vi ikke måtte komme i deres bagrum. De stod dybt og smed lange bolde fremad. De var farligst på hjørnespark og indkast, for de havde en mand, som spurtede fra side til side og kastede indkast, som han kunne smide helt ind til bagerste stolpe.«

Det var den korte version af TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsenss oplevelse af sæsonpremieren på PR Park i Rønde, da TRIF tog hul på sin anden sæson i Jyllandsserien 2. Det skete mod FAML, som står for ’Fodboldaktionskomitéen Marxister-Leninister’, som var noget ’venstresnoede ideologer’ fra Århus Universitet kunne finde på at kalde deres fodboldfællesskab for næsten 50 år siden. I dag – fremgår det af klubbens hjemmeside – er FAML’s politiske profil falmet noget, og klubben har efter mange år i Serie 5 og 6 bevæget sig højere op i rækkerne og er indenfor de sidste fem år avanceret til Jyllandsserien 2. Blandt spillerne er Jeppe Horsdal, som man vil huske som en talentfuld og spilstyrende midtbanespiller på Hornslet IF’s hold.

Men selvom FAML, Århus ikke havde ret meget offensivt at byde på, så tog de et point med hjem fra Rønde og efterlod cheftræner Martin Hornbæk Nielsen lettere frustreret over udfaldet af kampen.

»Skulle nogen havde vundet den kamp, var det os. Vi spillede fin fodbold i 2. halvleg og kom frem til chancerne. Men nu er vi kommet i gang, og vi er på tavlen med et point,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Snydt for et straffe

TRIF startede kampen nervøst og skulle spille premierenerverne ud af benene i de første 25-30 minutter.

”Vi startede nervøst og usammenhængende, men fik rystet 1. halvleg af os og kom til at spille meget bedre i 2. halvleg. Vi havde fire 100 procent chancer indenfor det sidste kvarter og blev snydt for et klokkeklart straffespark 6 minutter før tid, da Bastian Smedegaard fik taget støttebenet i hjørnet af feltet. Både dommer og linjevogter stod godt placeret, men reagerede ikke,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Gæsterne fra FAML, Århus kom foran med 1-0 efter en halv times spil, da en dødbold blev sendt ind i TRIF’s felt. August Hog Laursen headede først bolden op i luften, men TRIF forsvaret fik ikke ekspederet andenbolden, så en FAML-spiller kunne heade den i mål bag Hjalte Holm Baarstrøm.

Men TRIF udlignende efter 38 minutter efter et godt opspil, hvor Noah Overgaard spillede Mathias Haulrik i dybden. I venstre side af feltet lagde Haulrik bolden på tværs, så Victor Riis Overgaard kunne kaste sig i bolden og glide den i mål til 1-1 - en opskrift de to angribere har scoret mange mål på.

»Vi var rigtig godt med i 2. halvleg og var fire gange nede ved baglinjen og slog bolden ind foran mål. Vi brændte fire store chancer – den ene større end den anden,« mener Martin Hornbæk Nielsen.

Målmand Hjalte Holm Baarstrøm og midterforsvarer August Hog Laursen var rigtig gode, og så er Jannik Mehlsen ved at være, hvor han skal være.
Martin Hornbæk Nielsen

Ungt stortalent på banen

TRIF har i vinterpausen mistet Daniel Bagger Pedersen, som er stoppet for at koncentrere sig om sit arbejde og faderskab. Emil Haulrik blev skadet til mandagens træning, men forventes snart klar. Frederik Ougaard, som har været meget skadet, stod over med en skade i baglåret. Til gengæld var der debut til den kun 16-årige Magnus Bachmann, som blev skiftet ind et kvarter ind i 2. halvleg som afløser for Jannik Mehlsen.

»Magnus kom ind i venstre side af midtbanen og gjorde det skidegodt. Målmand Hjalte Holm Baarstrøm og midterforsvarer August Hog Laursen var rigtig gode, og så er Jannik Mehlsen ved at være hvor han skal være.«

TRIF stillede op med Tobias Stenshøj Mathiessen, Kristoffer Meldgaard Andreasen, August Hog Laursen og Jens Bisgaard Amstrup i forsvaret foran Hjalte Holm Baarstrøm. Frederik Primdal Geertsen og Noah Overgaard spillede på den defensive, men Bastian Smedegaard spillede på den offensive midtbane med Victor Overgaard Riis og Jannik Mehlsen på kanterne og Mathias Haulrik på toppen.

Mikkel Melgaard afløste Tobias Stenshøj Mathiessen i 2. halvleg og unge Magnus Bachmann kom ind i stedet for Jannik Mehlsen efter 60 minutter.

Søndag kl. 14.15 venter der TRIF en svær opgave, når Odder GF kommer på besøg på PR Park i Rønde.

TRIF’s andethold sæsondebuterede med en vild 7-2 sejr over IF Midtdjurs på hjemmebane. Gæsterne fra Ryomgård var ellers foran med 2-1 10 minutter ind i 2. halvleg og havde styr på tingene, men så tog TRIF effektivt over anført af rutinerede Rasmus Søgaard på midtbanen og nytilkomne Niclas Glarman i en kampafgørende rolle med tre mål og tre assists i storsejr.