Nyt projekt skal ryste kvindelige golfspillere sammen
Skanderborg Golf Klub sætter fokus på rekrutteringen af kvinder ved at tilbyde et lukket hold for kvinder med både golf og sociale aktiviteter.
I Skanderborg Golf Klub har man netop skudt et helt nyt projekt i gang kun for kvinder.
Holdet ’Kvinder og Golf’ er et otte ugers forløb, hvor golfen kombineres med sjove og hyggelige sociale aktiviteter.
I løbet af de otte uger kommer tyve deltagende kvinder omkring den obligatoriske golftræning, regelundervisning og banetræning, men bliver også forkælet med yoga, tapas og rosé, psykologi-golf og hyggelige aktiviteter. Idéen er at ryste kvinderne sammen.
I Skanderborg Golf Klub er man slet ikke i tvivl om at satsningen på kvinder bliver en succes, der skal gentages.
»Det bliver virkelig spændende at følge holdet uge for uge. Vi kan se fra andre klubber, der har testet konceptet, at kvinderne får et enestående sammenhold. Der bliver en fælles glæde og et fælles ansvar for at få alle med. De passer på hinanden. Vi glæder os virkelig til at byde kvinderne velkommen,« siger formand for rekrutteringsudvalget i Skanderborg Golf Klub, Lene Sillassen, der også glæder sig over den opbakning der er kommet fra eksisterende medlemmer.
Når de kvindelige golfrekrutter er nået igennem deres otte ugers golfforløb, håber golfklubben på, at de tyve kvindelige golfere vil fortsætte som et netværk i klubben. Vigtigst er det, at kvinderne får det gode fællesskab og dermed gør deres entré i den virkelige golfverden, når de føler sig helt klar.
Det bliver virkelig spændende at følge holdet uge for uge. Vi kan se fra andre klubber, der har testet konceptet, at kvinderne får et enestående sammenhold.Lene Sillassen, formand for rekrutteringsudvalget i Skanderborg Golf Klub.
Første aften er mandag 25. april. Der er tyve pladser på årets hold, og der er allerede godt gang i tilmeldingerne.
Find programmet på Skanderborg Golf Klubs hjemmeside.