Fortsæt til indhold

20-årig Skanderborg-dreng hev sejren hjem i Lübker Championship 2022

Bjørn la Cour Søborg fra Skanderborg vandt i weekenden 9. til 10. april Lübker Championship 2022.

Sport
Kfp

I en velbesat eliteherre golfturnering på den krævende bane ved Lübker Golf & Spa Resort i Nimtofte, startede den danske amatørelite i weekenden 9. til 10. april 2022 golfsæsonen. Den 20-årige eliteamatør Bjørn la Cour Søborg fra Skanderborg sikrede sig med fire slag ned til nærmeste forfølgere sejren med runder i 72 (par), 72 og 75 samlet +tre slag for turneringen.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Turneringen med 78 spillere spilles fra scratch uden handicap, og var med deltagelse af flere landsholds- og juniorlandsholdsspillere. For at komme ind i turneringen krævede det i år, at spillerens golfhandicap ikke var højere end 0,8 – hvorfor dysten stod mellem nogle af Danmarks bedste eliteamatør golfspillere.

Under meget svære forhold, med stærk storm og vindstød op til 20 m/s, var det en udfordring for alle spillere ikke at sætte slag til over de tre runder, turneringen løb. Derfor er det et ekstra flot resultat, at Bjørn la Cour Søborg med 11 birdies, 31 pars, 10 bogeys og to dobbelt bogeys var i stand til at føre turneringen fra start til slut.

Med sejren fortsætter Bjørn la Cour Søborg sine flotte resultater fra sidste sæson, hvor han i oktober 2021 også vandt sæsonafslutningen Lyngbygaard Junior/Ynglinge Open 2021 på Lyngbygaard Golf med en samlet score på -7 og ni slag ned til nummer to.

Bjørn la Cour Søborg planlægger at blive professionel golfspiller efter denne sæson, når han har færdiggjort sin HHX på Viby Handelsgymnasium og forsvaret sin titel i Lyngbygaard Junior/Ynglinge Open til oktober.

Bjørn begyndte sin golfkarriere i Skanderborg Golfklub, men spiller i dag for Lyngbygaard Golf, som spiller i elitedivisionen, som er Danmarks bedste eliteamatørrække.