Koster udenlandsrejser og studietur TRIF en sikker oprykning?
Et afbudsramt TRIF-hold tabte med 2-1 til bundholdet Helsted Fremad IF i Jyllandsserien 2.
TRIF tabte for tredje kamp i træk, da de gule fra Rønde lørdag eftermiddag tabte med 2-1 til bundholdet Helsted Fremad IF. Et stærkt svækket TRIF hold kom bagud med 2-0 i 1. halvleg, og det var ikke nok, at Noah Overgaard et kvarter ind i 2. halvleg reducerede på et langskud, som hjemmeholdets målmand fumlede ind over stregen. Dermed udbyggede det nye tophold Herning Fremad sin føring i toppen af rækken inden TRIF lørdag eftermiddag skal en tur til kunstgræsbanen på Herning Fremad anlæg til en direkte duel om sikre sig oprykning til Jyllandsserien 1.
»Vi tabte for tredje kamp i træk. Vi må indrømme, at det koster at se næsten en trediedel af holdet rejse ud i verden før turneringen er afsluttet,« siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen. Han hentyder til, at de tre stamspillere Emil Haulrik, Jens Bisgaard Amstrup og Frederik Back Stoffer for nogle uger siden tog afsted på en længe planlagt oversøisk rejse. Siden er også den offensive profil og kulturbæreren Mathias Haulrik rejst på en studietur som led i sin læreruddannelse.
»Det kan mærkes. Vi har hentet spillere op fra andetholdet i Serie 3, og det er udmærkede spillere, som gør det godt. Men der er en forskel, og det tager tid at komme op på niveauet i Jyllandsserien. Der mangler relationer mellem spillerne i kampene,« siger Martin Hornbæk Nielsen.
Vi må indrømme, at det koster at se næsten en trediedel af holdet rejse ud i verden før turneringen er afsluttetTRIF træner Martin Hornbæk Nielsen
Et målmandsdrop
Så fraværet af de fire skadesfri stamspillere kan mærkes, selv mod et bundhold som Helsted Fremad IF.
»Med lidt held kunne vi have scoret to-tre mål i 1. halvleg, for vi havde store chancer. Men vi laver fejl, og det koster,« siger Martin Hornbæk Nielsen.
Midt i 1. halvleg kom Helsted Fremad IF foran på et straffespark, dømt for et benspænd i feltet. TRIF’s målmand Hjalte Holm Baarstrøm klarede det første forsøg med en fodparade. Men bolden sprang ud til skytten, som derefter scorede i sit andet forsøg. Et lille kvarter senere blev det 2-0 efter et hjørnespark, hvor Hjalte Holm Baarstrøm første halvklarede et forsøg i en duel.
»Vi prøvede at cleare bolden, men den røg bare nogle få meter ud og blev derefter sparket hårdt mod mål og rettet af af en medspiller,« fortæller Martin Hornbæk Nielsen.
Godt et kvarter ind i 2. halvleg scorede Noah Overgaard på et langskud, som målmand droppede. Men i samme sekvens fik TRIF et gult kort og kom i undertal i ti minutter.
»Et for sindssygt gult kort. August Hog Laursen ville hente bolden ud af nettet, men en af hjemmeholdets spillere stod i vejen. Så ham skubbede August væk, og det gav et gult kort.«
Senere fik også Frederik Grotkjær Zacho et gult kort for at slå til bolden med hånden. Endnu et unødvendigt gult kort til TRIF.
TRIF kom ikke nærmere sejren i resten af kampen. Midterforsvarer Tobias Stenshøj Mathiessen blev valgt til kampens spiller.
TRIF 2 klar til playoff kamp
Med nederlaget til Helsted Fremad IF mistede TRIF kontakten med topholdet Herning Fremad, for end ikke en TRIF sejr i det indbyrdes topopgør lørdag k. 14.00 kan vippe holdet fra Herning af pinden.
»Vi er glade for de point vi har fat i dette efterår. Vi har trænet noget af det bedste jeg har set mandag og onsdag, så vi tager til Herning for at levere en god indsats,« siger Martin Hornbæk Nielsen. Herning Fremad kan med en sejr sikre sig direkte oprykning til Jyllandsserien 1.
Den tidligere topscorer Victor Overgård Riis træder ind på holdet mod Herning Fremad, men ellers må Martin Hornbæk Nielsen hente ny power på andetholdet i Serie 3. Holdet slog torsdag aften Grenaa IF med 5-1 og er dermed sikker på den andenplads i rækken, som giver adgang til at spille playoff kampe om oprykning til Serie 2.