Vivild mangler et point - Lokalavisen beklager at have været for tidligt ude
Vivild er ikke helt oppe i Serie 1 endnu, som Lokalavisen ellers forsikrede tidligere lørdag aften. Skødstrup kan fortsat passere de grønne i det vestlige Norddjurs.
Lokalavisen skal stærkt beklage, at vi tidligere lørdag aften kårede Vivild som sikre oprykkere til Serie 1 inden søndagens kamp mod Hornslet på kunstgræsbanen i Hornslet.
Reelt kan rækkens nummer tre pt., Skødstrup, der er tre point efter Vivild, køre forbi rækkens nummer et. Det sker, hvis Vivild taber til Hornslet søndag og en uge senere taber til Skødstrup i sæsonens sidste hjemmekamp på Langhøj Idrætscenter, hvor de eneste kombattanter til førstepladsen krydser klinger i sæsonens sidste turneringsrunde.
Taber Vivild i Hornslet og ligeledes til Skødstrup, vil Vivild og Skødstrup slutte på samme pointantal 30. Vinder NB 93 sin sidste kamp over Auning, slutter Skødstrup, Vivild og NB 93 altså med samme pointantal 30. Her kigger DBU Jylland på, hvordan den indbyrdes stilling er de tre klubber imellem, og her er NB 93 bedst med syv point, Vivild 5 point og Skødstrup 4 point.
Summa summarum: Vivild kan første juble ved at hente mindst et point søndag i Hornslet.
Lokalavisen skal endnu engang dybt beklage, at vi var en postgang for tidligt ude.
Nedenstående artikel lader vi stå som en monument over, hvor galt det kan gå, når man ikke har øje for samtlige smuthuller i en pointstilling en lørdag aften.
Lars Norman Thomsen, lokalredaktør
Vivild klar til Serie 1 med hjælp fra Jesper Friis Jensens tropper i KPI
Nedrykningskandidaterne Kolind-Perstrup vandt lørdag overraskende ude over rækkens nummer to, aarhusianske NB 93. Resultatet betyder, at Vivild er klar til Serie 1 efter nytår.
Vivild havde skrevet ind i bogen, at søndagens udekamp på kunstgræsbanen i Hornslet mod hjemmeholdet skulle resultere i en sejr og dermed oprykning til Serie 1.
Allerede lørdag kunne Vivild og cheftræner Jesper Møgelvang imidlertid tage forskud på glæderne.
Det skete, da resultatet af opgøret i Aarhus mellem rækkens nummer to, NB 93, og agterlanternen Kolind-Perstrup (KPI) tikkede ind.
Cheftræner Jesper Friis Jensens Kolindtropper overraskede positivt ved at sejre 3-2 på bl.a. to mål af Kasper Holm Hansen.
Dermed afskrev NB 93 sig chancen for direkte oprykning til Serie 1, fordi holdet med kun en kamp tilbage i bagagen ikke længere kan hente Vivild på førstepladsen.
Den pointmæssige afstand Vivild og NB 93 imellem er tre point, men da Vivild er bedst i indbyrdes opgør, kan holdet bruge resten af lørdagen til at skåle i champagne.
Vivild kan dermed spille uden nerver søndag mod Hornslet, der til gengæld godt kan bruge de tre point i nedrykningskampen.
Auning sidst
Dagens resultater i bunden betyder, at Kolind-Perstrup har overladt rækkens sidsteplads til Auning, der ude tabte 5-2 til Christiansbjerg.
Hornslet, Kolind-Perstrup og Auning kæmper hårdt om at undgå de to nedrykningspladser og sikre sig den måske livgivende placering som nummer tredjesidst, der giver ret til et playoffopgør mod en to’er fra Serie 3.
Inden Hornslets kamp søndag mod Vivild ser bundstillingen således ud:
- Hornslet - 9 point (tre kampe tilbage - Vivild (hj), Auning (hj) og Kolind-Perstrup (u).
- Kolind-Perstrup - 8 point (en kamp tilbage - Hornslet (hj).
- Auning - 7 point (to kampe tilbage - Hornslet (u) og NB 93 (hj)
Hornslet og Auning mødes tirsdag i en udsat kamp fra en tidligere spillerunde.