Mikkel Gribsholt fik ikke nedlagt stærk Vollsmose bokser
Hornslet bokseren tabte åbningskampen ved lørdagens DM -stævne i Rosborghallen i Vejle til Elias Faour.
Fynske Elias Faour, Vollsmose Boxing, er en svær nød at knække.
Det måtte Mikkel Gribsholt, Hornslet Bokseklub, erkende i lørdagens indbyrdes opgør, der godt nok var en semifinale ved de danske mesterskaber, men mest af alt den moralske finale.
Hornslet bokseren, der bor i Ryomgård, tabte på split decision 4-1 til den dygtige fynbo.
Opgøret blev bokset i fjervægt op til 57 kilo i U19 årgangen.
»Mikkel bokser en god kamp og bliver ikke ordentligt præmieret for de mest hårde træffere undervejs i kampen. Desværre,« lyder det fra Hornslet Bokseklubs cheftræner Arne Lund Christensen, der var afløst som sekundant af Eik Jensen.
Arne Lund Christensen er med U19 landsholdet til VM i Alicante i Spanien. Han så Mikkel Gribsholts kamp direkte. DM-stævnet blev streamet.
Tabte også i april
Teknisk dygtige Mikkel Gribsholt mødte senest Elias Faour i finalen om det Jysk-Fynske mesterskab i april 2022, hvor Mikkel Gribsholt netop var kommet hjem fra U19 Europamesterskaberne i Montenegro.
Dengang havde Hornslet bokseren ikke fået rejsen og oplevelserne i Montenegro ud af kroppen
Siden tog han revanche ved Hornslet Bokseklubs hjemmestævne i Midtdjurshallen i maj mod den seje belgier Samir Kandoussi.