Fortsæt til indhold

Michael har pustet nyt liv i Hørning Tennisklub

Tilflytteren har fået flere med i fællesskabet og hyldes nu af DGI

Sport
Arkiv

Hvor starter man, når man som tilflytter gerne vil i gang med at spille tennis, men ikke kender en levende sjæl i byen?

Det var udfordringen for Michael Mose Bertelsen, som først kom i kontakt med bestyrelsen i Hørning Tennisklub i forbindelse med sponsorarbejde, men faktisk ville Michael gerne spille tennis og få fat i flere medlemmer til klubben.

"Og så gik han ellers bare i gang," fortæller formand Lisbeth Huusom i en pressemeddelelse fra DGI.

Blomster fra DGI

Hver måned uddeler DGI Østjylland blomster til en østjysk frivillig, der er ekstra god til at byde velkommen og inkludere medlemmer i fællesskabet. Og den anerkendelse har Michael Mose Bertelsen fra Hørning Tennisklub nu modtaget.

Han oprettede Facebook-gruppen 'Tennis og hygge', som danner ramme om et træningsfællesskab i Hørning Tennisklub for de 25-45-årige. Formålet er enkelt: der skal være masser af tennis, fællesskab og socialt samvær.

"Vores tennisklub er beliggende midt i et stort nyt parcelhuskvarter, og vi har i flere år undret os over, hvorfor vi ikke fik nye medlemmer. Hørning er i rivende udvikling, og derfor kan det være svært som tilflytter at gennemskue, hvor man skal gå hen. Det lavede Michael om på," siger Lisbeth Huusom i sin forklaring på, hvorfor Michael Bertelsen fortjener anerkendelse for sin gode velkomst.

Til første træning for et år siden stod en standhaftig gruppe på ti mand klar til at spille hver tirsdag aften. I dag er aktiviteten vokset til to gange i ugen, og gruppen på Facebook har nu 75 medlemmer, som følger med i Michael Bertelsens opslag. Tiltaget har desuden givet 20-25 faste medlemmer til Hørning Tennisklub.

Fællesskabet er vigtigt

Michael Bertelsens bedste råd til andre klubber, som hungrer efter de 25-45-årige, er at tænke i koncepter. Tennis alene trækker ikke forældrene af sted en travl tirsdag aften.

Fællesskabet, snakken og det sociale liv er mindst lige så vigtigt som spillet, mener Michael Bertelsen, som i løbet af året er kommet med opfordringer til turneringer og sociale arrangementer.

jesl