Fortsæt til indhold

Petanque-spillere flokkedes til rekordstort forårsstævne i Skanderborg

HI-Skanderborg petanque lagde i weekenden baner til et af Danmarks største petanque stævner med deltagere fra hele Jylland og Fyn

Sport
Arkiv

petanque "Vi i HI-Skanderborg petanque er så stolte af at vi har så flot et baneareal, at vi har mulighed for at afholde et af Danmarks største petanque stævner. Vi tiltrækker spillere fra hele Jylland og nogle på Fyn, og så gør det jo ikke noget, at vejret arter sig med det flotteste solskin."

Sådan lyder meldingen fra formand Lotte Lauritzen, HI-Skanderborg Petanque efter en flot weekend, hvor klubben lagde baner til et forårsstævne.

"Vores forårs og efterårsstævner er så populære, at der desværre gang på gang, er nogle spillere der må gå forgæves. Vi mener selv det er de gode baneforhold og den super gode frokost, der tiltrækker så mange," fortsætter formanden.

Forårsstævnet er et stævne, hvor man spiller med fast makker i double. Der spilles vinder mod vinder, og taber mod taber. Der spilles 3 kampe før frokost, og 2 kampe efter, så det er rigtig mange kampe der spilles inden vinderdoublen er fundet, men alle møder op med en god kampånd.

Stort fællesskab

Der er et rigtig stort fællesskab i klubben, så næsten alle giver en hånd med, når der skal opstilles telte, borde, stole, opmåling af baner, kaffebrygning og ikke mindst den store frokost.

Ved weekenden stævne blev der lagt ud med fælles morgenkaffe, og derefter gik kampene igang. Der var stor koncentration på alle baner, og alle går 100procent ind i hver kamp. Der spilles på tværs af alle klubber, og når der er en pause, så er det her, man skaber mange gode kontakter klubberne imellem, og udveksler erfaringer.

Når alle fem kampe er afviklet, og de fem vindende hold er fundet, så bliver de hædret under ved det fælles kaffebord.

Vinderne ved forårsstævnet blev: 1. plads: Janne & Mirim Locic, Hornborg - 2. plads: Ninna & Leif Andersen, Glud - 3.plads: Inge Bach & Lars J.Kongsbach, Virring - 4. plads: Erna & Einar Stærk, Brabrand

Nu er sommersæsonen startet, og klubben byder alle såvel nye som erfarne spillere velkommen på banerne ved Thomas Helstedsvej v/Vejdirektoratet mandag og onsdag fra klokken 18.30-21.00.

-bo