Stærk og velspillende KPI keeper drillet af vinden i rodet lokalopgør
Topholdet IF Midtdjurs løb med de tre point i 2-1 sejr over Kolind-Perstrup IF i stormomsust lokalopgør på Kolind Park.
De to naboklubber og lokalrivaler fra IF Midtdjurs i Ryomgård og Kolind-Perstrup IF har udkæmpet mange drabelige dyster gennem årene, men i de senere år har de orange fra Kolind været ovenpå som etableret hold i Serie 1. Ikke i den bedste ende af rækken og næsten altid med ryggen mod muren for at undgå nedrykning, men trods alt på et helt andet niveau end IF Midtdjurs, som har været et fast og til tider noget slidt og uengageret indslag i Serie 3.
Men de to sidste sæsoner i foråret og efteråret 2022 gik det kun én vej for Kolind-Perstrup IF, og det var nedad. Så nu skal holdet med flere profiler fra tiden i Serie 1 på holdkortet genrejse sig og få sat et generationsskifte på skinner under holdets nye træner Michael Iversen fra Ebdrup.
Den tidligere mangeårige Auning IF træner Claus Buchtrup Svenningsen fra Rønde overtog i 2022 ansvaret for IF Midtdjurs og kæmpede hårdt for at få sat styr på de røde fra Ryomgård. I foråret måtte IF Midtdjurs ud i en playoff kamp for at overleve i Serie 3, og i efteråret hang holdet igen med røven i vandskorpen, men sikrede sig en ny sæson i den næstsidste kamp. I den aktuelle forårssæson er det gået rigtig godt for IF Midtdjurs, som kun har sat et enkelt point til og ligger i toppen af rækken. Holdet er blevet styrket på flere pladser, blandt andet af de tidligere KPI-spillere Martin ‘Speedy’ Holm Hansen, hans storebror Kasper Holm Hansen og Ryomgård drengen Mikkel Damgaard Møller Jensen.
150 tilskuere på Kolind Park
Så der var lagt op til noget af et bråvallaslag med et strejf af gamle dages storhed, og det havde da også lokket 150 tilskuere fra begge byer til Kolind Park for at overvære lokalopgøret.
Desværre indbød banens beskaffenhed ikke til de lækre detaljer, og da der stod en strid blæst på langs af banen, blev det en rodet kamp, hvor hvert hold i en halvleg havde fordelen af medvinden på banen. IF Midtdjurs vandt med 2-1 efter 1-1 ved pausen og holdt dermed 1. pladsen i rækken inden det lørdag gælder Auning IF i et nyt lokalopgør på Ryomgård Stadion.
Kolind-Perstrup havde rejst sig fra forrige lørdags ydmygelse med 8-2 nederlaget hjemme til Auning IF og vandt tirsdag den udsatte aftenkamp mod Skødstrup SF med 4-0 på mål af Jakob Degn Larsen, Andreas Brus Mikkelsen, Jacob Møller Laursen og Marc Pedersen.
»Vi spillede en flot kamp mod Skødstrup SF og lavede nogle gode mål. Vi spillede disciplineret og viste noget af det spil, vi gerne vil spille. Vi skal være boldbesiddende og holde bolden nede på tæppet,« siger Michael Iversen, som havde André Tonnesen tilbage mellem stængerne og Rasmus Møller tilbage i KPI’s forsvar. En solid sejr, som bragte Kolind-Perstrup IF tilbage på vindersporet og stivede selvtilliden af inden mødet med IF Midtdjurs.
Tabte på en tilfældighed
IF Midtdjurs kom foran med 1-0 efter små ti minutters spil, da KPI-målmand André Tonnesen fejlbedømte et indlæg, hvor vinden drillede den ellers velspillende keeper, som råbte ‘jeg har’, men altså ikke havde styr på den drilske kugle. Jakob Degn Larsen udlignede kort efter på et flot mål, hvor bolden blev lagt frem til angriberen af Andreas Brus Mikkelsen. Inde i feltet tog Jakob Degn Larsen bolden med sig og scorede bag IFM’s målmand Lasse Walther Nielsen. Afgørelsen faldt efter godt ti minutter i 2. halvleg, da et indlæg ramte KPI’s Kristian Lænø på armen. Tobias Revsbeck scorede på straffesparket og sikrede IF Midtdjurs sejren. Kolind-Perstrup IF pressede på, men formåede ikke at ændre på resultatet.
»Det blev en kamp med høj intensitet, hvor der blev gået til den fra begge hold. Det var en lige kamp, men den stærke vind gjorde det til en rodet omgang. Vi savnede en mere fast linje fra dommeren, som var længe om at give gule kort,« siger Michael Iversen.
»Det er ærgerligt, at vi tabte på en tilfældighed som det straffe for hands. Jeg synes mit holds indsats er mere end godkendt. Vi viste, at vi er et hold i den bedste halvdel af rækken, men vi mangler lidt i bredden,« siger Michael Iversen. Rasmus Møller blev valgt til kampens spiller, og træneren var overordnet set tilfreds med hele holdets indsats.
Ude med syv sting
For træner Claus Buchtrup Svenningsen og IF Midtdjurs blev kampen på Kolind Park nøjagtig så svær som forventet.
»Kampen blev spillet på en meget vanskelig bane. Den var meget ujævn, så det blev en kamp med meget duelspil og mange nærkampe. Den var ikke særlig seværdig og var en kamp meget lig den vi forleden vandt med 3-2 over AC Norddjurs på Stenvad Stadion,« siger Claus Buchtrup Svenningsen.
»Kolind-Perstrup IF havde mest at byde på i 1. halvleg, hvor de havde kraftig medvind og vi havde svært ved at få bolden ud af vores forsvarszone. Da vi fik medvind i 2. halvleg, trykkede vi på og kom til at sidde på kampen. Vi havde gode muligheder, men afsluttede for dårligt på en god KPI-målmand. Kun foran 2-1 var kampen åben til det allersidste, men jeg synes vi var et bedre hold med mere fart end Kolind-Perstrup IF,« siger Claus Buchtrup Svenningsen. Han måtte undvære Kasper Holm Hansen i forsvaret, som sad udenfor efter at være udgået mod Skødstrup SF forrige lørdag med syv sting i hovedet. Kasper Holm Hansen var godt træt af at måtte sidde udenfor mod sin tidligere klub, men kan i bedste fald være klar til lørdagens kamp hjemme mod Auning IF.
Auning IF kom ned på jorden igen efter 8-2 sejren over Kolind-Perstrup IF, da holdet på Auning Stadion tabte med 1-0 Lystrup IF, som ligner en stærk udfordrer til IF Midtdjurs i toppen af rækken. Skødstrup SF tabte med 2-1 til VRI, mens AC Norddjurs i en midtugekamp med 6-0 lammetævede Østdjurs 91, som er kommet skræmmende skidt i gang med forårssæsonen og kun har fået et point og scoret to mål i seks kampe.
Det er ærgerligt, at vi tabte på en tilfældighed som det straffe for hands. Jeg synes mit holds indsats er mere end godkendt.KPI træner Michael Iversen