Fortsæt til indhold

Aunings bidske Kø(t)ter sendte Høffe & co. ud af Serie 3

Auning IF bevarer håbet om at spille play off om oprykning. Østdjurs 91 er dømt til nedrykning efter en elendig sæson.

Sport

Med Asger Køtter som den kampafgørende spiller kom Auning IF tilbage på vindersporet, da Dennis Holdgaards tropper mandag eftermiddag på hjemmebane bankede Østdjurs 91 med 5-2 efter at have været foran med 3-0 ved pausen. Bundholdet Østdjurs 91, som var var forstærket med de to FC Djursland spillere Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen og Niclas Glarman, fordoblede antallet af scorede mål fra to til fire i en miserabel sæson, men det er langt fra nok til at redde holdet fra nedrykning eller slette indtrykket af en sæson langt under det vanlige Østdjurs 91 niveau. Holdet med hjemmebane i Trustrup har i denne sæson ikke prøvet at vinde en kamp og har kun to point efter 11 kampe og en rystende målscore på 4-42.

Asger Køtter scorede tre mål for Auning IF og leverede en assist til Andreas Dahls scoring til 5-2.

»Asger var tilbage på holdet efter en hjernerystelse og flækket tunge i kampen mod VRI, hvor han fik en albue i hovedet. Han leverede en fantastisk arbejdsindsats og blev kåret til kampens spiller,« siger Auning IF’s cheftræner Dennis Holdgaard. Med sejren var der fuld gevinst til Auning IF efter et par halvsløje kampe med 0-0 mod VRI og et 1-0 nederlag til Skødstrup SF. Skuffende resultater for et Auning IF hold under opbygning, som godt vil lege med i toppen og som har præsteret spektakulære sejre som 8-2 over Kolind-Perstrup IF og 4-2 over IF Midtdjurs, begge på udebane.

»VRI er et godt hold, så 0-0 var ikke et dårligt resultat. Men mod Skødstrup SF underpræsterede vi. Skødstrup SF kom foran 1-0 efter et kvarters spil og stillede sig så tilbage og forsvarede sig godt i resten af kampen. Vi kunne ikke åbne deres kompakte forsvar, så det blev stolpe ud for os. Vi har en ung trup, så der sker udfald. Det arbejder vi på at minimere. Vi skal være mere stabile i vores præstationer og hæve vores bundniveau,« siger Dennis Holdgaard.

Med sejren over Østdjurs 91 er der med tre kampe tilbage 5 point op til IF Midtdjurs på den 2. plads, som giver adgang til en playoff kamp om oprykning. Ubesejrede Lystrup IF ser som tophold ud til at snuppe den direkte oprykningsplads.

»Vi vil stadig udfordre IF Midtdjurs. Meget kan ske endnu. Vi kommer bagfra, så IF Midtdjurs har mest at tabe. Jeg tror tingene bliver afgjort i de to sidste kampe. Vi møder IF Midtdjurs på eget græs i den sidste kamp,« siger Dennis Holdgaard.

Ingen sved på panden

Dennis Holdgaard havde sat sit hold op til at være skarpe fra starten mod bundholdet Østdjurs 91.

»Vi lagde pres på Østdjurs 91 fra start og kom foran 1-0 efter bare to minutters spil på en stensikker scoring af Asger Køtter på Simon ‘Ralle’ Rasmussens gode forarbejde. Vi pressede fortsat på, mens kampen gik lidt ned i tempo. Men i det 24. minut lagde Asger Køtter og Milan Østergaard et godt pres, så Østdjurs 91’s målmand begik en fejl og Asger kunne opsnappe bolden. Små ti minutter før halvleg sparkede Milan Østergaard et hjørne, og kombinationen af et godt spark og en vind på langs af banen sendte bolden direkte i mål på hjørnesparket,« fortæller Dennis Holdgaard.

Foran 3-0 burde kampen være lukket, men der var stadig liv i gæsterne fra Østdjurs 91. Indenfor det første kvarter scorede de to FC Djursland spillere Niclas Glarman og Nichlas ‘Høffe’ på et direkte frispark fra 30 meter. Så pludselig sted det 3-2, men Dennis Holdgaard nåede næppe at få sved på panden, for minuttet efter Østdjurs 91’ anden reducering scorede dagens mand i skysovs Asger Køtter til 4-2 på endnu et godt forarbejde af Simon ‘Ralle’ Rasmussen.

»Så var der ro på igen og kampen var reelt lukket. Vi buldrede videre med en masse angreb og ville godt score et mål mere. Kampen gik lidt på automatpilot, men med godt et kvarter igen fangede Andreas Dahl bolden højt oppe på Østdjurs 91’ banehalvdel. Andreas spillede et-to med Asger Køtter og scorede til 5-2 helt fri i feltet,« fortæller Dennis Holdgaard.

Asger Køtter var selvskreven som kampens spiller, mens den unge back Magnus Borup blev kåret til kampens fighter, hårdt presset af Simon ‘Ralle’ Rasmussen, som leverede to assists til Asger Køtters scoringer. Auning IF spiller lørdag kl. 16.00 mod Kolind-Perstrup IF på Auning Stadion.

Jeg kom til Østdjurs 91 i 2015 som spiller. Jeg er så meget klubbens mand, at ønsker man min hjælp som træner, så er jeg klar.
Emil Toft Munkholm

Det ser sort ud

»Auning IF er stærk i omstillingsspillet og hurtig på kanterne. Spillerne var meget effektive på de chancer de fik, men faktisk synes jeg vi var bedste i spillet ved jorden,« siger Østdjurs 91-træner Emil Toft Munkholm. Alt håb er stort set ude for Østdjurs 91, som har ni point op til AC Norddjurs på den rigtige side af nedrykningsstregen med tre kampe tilbage at spille.

»Det ser sort ud. Men vi tager en kamp ad gangen og kikker fremad. Men det er nok sundt at komme ned i Serie 4 og få nogle sejre og få lidt af humøret tilbage,« siger Emil Toft Munkholm og understreger, at sammenholdet og stemningen i Østdjurs 91 har det fint.

»Auning IF var effektive og scorede på deres chancer, men vi kom på 3-2 i 2. halvleg. De scorede lige efter vores reducering, men vi var tæt på at komme på 4-3, da Simon Konge Laursen headede et frisparksindlæg på tværs fra det bagerste rum, men bolden sprang lige henover foden på Rasmus Jensen.«

Østdjurs 91 er moderklub til samarbejdsklubben FC Djursland og havde til kampen mod Auning IF fået hjælp af DS-spilleren Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen og U19 spilleren Niclas Glarman. Begge spillere satte deres aftryk med hver en scoring.

»Det var tydeligt, at vi havde fået et par spillere med på holdet, som spiller på et højere niveau,« siger Emil Holt Munkholm, som også fremhæver kant- og midtbanespilleren Jakob Mikkelsen, som tager turen fra Skive Kaserne for at passe træningen og kampe i Østdjurs 91.

Der er endnu ikke besluttet, om Emil Holt Munkholm skal fortsætte som træner efter sommerferien.

»Jeg kom til Østdjurs 91 i 2015 som spiller. Jeg er så meget klubbens mand, at ønsker man min hjælp som træner, så er jeg klar,« siger den 42-årige skolelærer på Rosmus Skole.

Østdjurs 91’s skæbne som Serie 3 hold kan endegyldigt blive beseglet mandag kl. 18.00, når bundholdet møder det suveræne tophold Lyseng IF på udebane. Desuden mangler Østdjurs 91 at møde AC Norddjurs og Skødstrup SF.