Fortsæt til indhold

Nørager fik gult - men gik rent hjem

Efter at have kørt bundholdet i Serie 1, NB 93, langt ud over baglinjen før pausen, tog Nøragers udvalgte den lidt med ro de sidste 45 minutter, men 4-1 sejren kunne der ikke pilles ved.

Sport

Nyoprykkede Nørager er vendt tilbage til Serie 1 særdeles overbevisende.

Tirsdag aften kom den fjerde sejr i streg i hus på udebane mod nordaarhusianske NB 93, der endnu ikke har fået så meget som et sølle point i de første fire spillerunder.

Nørager vandt opgøret, der blev afviklet på en kunstgræsbane ved Idrætshøjskolen i det nordlige Aarhus, med 4-1 (4-0).

»Vi spillede en stærk første halvleg, hvor vi var gode til at spille os ud af deres høje pres og ramme dem defensivt ved hele tiden at true dem dybt,« siger cheftræner Allan Haslund.

De fire mål blev scoret af Mathias Fisker 2, Kristoffer ’Bubber’ Frandsen og William Loft.

Efter fire spillerunder stormer Nørager mod Jyllandsserien, men ... der er ti runder igen. Kilde: DBU Jylland

Spillede med ti mand

Foran 4-0 efter 45 minutter, så ved man, at en kamp på Serie 1 niveau er lukket og slukket.

»Jeg tog Jan Ankerstjerne ud i pausen og erstattede ham med Rasmus ’Ralle’ Jensen. Vi fortsatte med at køre på og havde chancer til både at score til 5-0 og 6-0,« siger Allan Haslund.

Målfarlige ’Ralle’ startede ude igen. Den hyperfarlige mand arbejder som murerlærling. En hverdagsaften er ikke hans livret efter en lang dag på jobbet.

Senere tog Haslund også anfører Mads ’Pylle’ Fuglsang Pedersen ud, fordi denne mærkede ømhed og begyndende smerter i lyskenregionen.

Ankerstjerne tog over, mens de to øvrige på bænken, Christian Basballe og spillende trænerassistent Michael Jensen, fik splinter i røveren i 90 minutter plus det løse.

Midtstopper Jeppe ’Pylle’ Fuglsang Pedersen fik et gult kort efter 65 minutter.

Hårdt dømt, ifølge Haslund.

»Det var Jeppes allerførste frispark i kampen, og selvfølgelig spiller han kontant, men så var det altså heller ikke værre.«

NB 93 reducerede mod slutningen, da samme Jeppe ’Pylle’ Fuglsang Pedersen ikke fik sparket væk i tide.

»Slutningen på kampen var lidt hat og briller fra vores side. Vi tog Mathias Fisker ud, fordi han mærkede noget i sin ankel, men valgte at holde Christian Basballe ude med kun ni minutter igen. Derfor spillede vi en pæn del af anden halvleg i undertal,« fortæller Haslund.

Kunne godt have spillet

Nørager ville gerne spare både Christian Basballe og Michael Jensen, så de var til rådighed for andetholdet fredag.

Det vil de nu have været alligevel, selv om de var blevet benyttet, fordi fredag-lørdag-søndag er en og samme spillerunde, og da Nøragers førstehold spiller lørdag, ville både Jensen og Basballe være spillet ned på andetholdet efter bogen.

»Det mente jeg også, men jeg blev sgu’ i tvivl under kampen,« indrømmer cheftræneren.

For at det ikke skal være løgn brændte NB 93 et straffespark i slutminutterne ved sende kuglen forbi mål.

»Jeg er generelt tilfreds og stolt med og over spillernes indsats. Indrømmet, jeg var nervøs før kampen. Udebane i Aarhus på en hverdagsaften, den er svær,« siger Allan Haslund.

Han var glad for samtlige spilleres indsats, men fremhæver særligt Mathias Fisker som med to mål revancherede en lidt bleg indsats i foregående kamp, lokalopgøret mod Vivild.

Nørager topper Serie 1. Eneste hold uden pointtab. Førstepladsen kan konsolideres yderligere lørdag, når nummer to, VSKs divisionsreserver, gæster Nørager Stadion klokken 15.30.

Her er den gemytlige humørspreder Lasse ’Panenka’ Katholm tilbage igen.

Han sad over tirsdag, fordi den kommende elektriker med store jobmæssige ambitioner, var sendt på arbejdsopgave i Esbjerg.