Lokal fodboldklub råber på hjælp: »Vi synker«
Et opslag på Facebook vidner om desperate tilstande i lokal fodboldklub
Er der stadig grundlag for en fodboldklub i Ebeltoft IF Fodbold?
Sådan starter et opslag på Facebook fra bestyrelsen bag fodboldklubben i Ebeltoft.
Det fortsætter:
»Vi kæmper og kæmper med at få hjælp - uden fælles hjælp kan en frivillig forening ikke overleve. Trænere og holdledere fra Ebeltoft IF og bestyrelsen gør, hvad vi kan for at holde hovedet oven vande, men vi synker langsomt!«
Tidligere på året kunne vi ellers her i Lokalvisen fortælle en succeshistorie om klubben, men den handlede om seniorsiden. Her lød det, at der var en stigning i antal spillere på både 11-mands seniorhold for herrer, et senior damehold og et old-boys-hold.
Så godt ser det ikke ud på juniorsiden. Langt fra. I opslaget fra bestyrelsen lyder det:
»Vores U7-8 drenge mangler trænere! Vi har en flok U12 piger, som gerne vil ha’ startet et nyt pigehold, men de har ingen trænere. Hvis fodbold i Ebeltoft skal overleve, så skal flere hjælpe til! Meld dig til chauffør til ungernes udekampe, kom til generalforsamlingen senere på året, hjælp til med vores sponsoraftaler, TA’ EN TRÆNERTJANS. Lige pt hænger det hele på den samme lille flok, og det går ikke i længden. Husk på, at når dit barn går til fodbold, så har DU også et ansvar!«
Ebeltoft IF fodbold er en underafdeling af Ebeltoft IF, der har omkring 2000 medlemmer fordelt på mange slags sportsgrene. Hvis der også skal være fodbold i fremtiden, så er det altså i følge bestyrelsen nu, du skal træde til.