Fortsæt til indhold

Skanderborg-AGF Håndbold henter lokalt talent hjem til klubben

SAH henter playmaker Magnus Haubro Jensen hjem fra Ribe-Esbjerg til sommeren 2024.

Sport
bo

Efter tre sæsoner udenbys, vender Magnus Haubro Jensen til sommeren 2024 tilbage til SAH. Magnus er vokset op i Skanderborg og har stærke rødder i talentakademi SHEA, hvor han havde fire år, inden han rykkede videre til Skive og senest Ribe-Esbjerg HH. Efter tre sæsoner udenbys, hvor han har fået erfaringer og opnået imponerende resultater, er tiden nu kommet til at vende tilbage til det østjyske.

Den 22-årige spiller afsluttede 22/23 sæsonen som en af topscorerne for Ribe-Esbjerg med 94 mål og 84 assists. Sammen med SAHs egen stregspiller Thor Christensen er han desuden blandt de to nye spillere, der er kommet med i udviklingstruppen, som Dansk Håndbold reviderer hvert år for at kunne identificere fremtidens A-landsholdsspillere.

Jeg er jo vokset op på akademiet og kender folk i og omkring klubben. Jeg føler også, at det passer rigtig godt til der, hvor jeg er i min karriere
Magnus Haubro Jensen

»Jeg ser meget frem til at skulle spille i SAH efter sommerferien. Jeg er jo vokset op på akademiet og kender folk i og omkring klubben. Jeg føler også, at det passer rigtig godt til der, hvor jeg er i min karriere, så nu glæder jeg mig bare til at blive en del af holdet,« siger Magnus Haubro Jensen i en pressemeddelelse.

SAH’s Sportschef Peter Bredal er også begejstret for at få Magnus Haubro Jensen tilbage i truppen.

»Vi er meget glade for, at Magnus Haubro bliver en del af SAH til næste sæson. Han er en meget dygtig spiller, og det har han også bevist ved at blive udtaget til udviklingstruppen. Udover at være en fantastisk dygtig angrebsspiller, der kan spille flere pladser i bagkæden, så er han også en dygtig forsvarsspiller, som også kan dække flere pladser defensivt. Vi får altså en tovejsspiller med et godt skud, brud og blik for spillet. Alt i alt en temmelig komplet håndboldspiller,« lyder det fra sportschefen.