AGF-kvinder skriver historie: Kvalificerer sig til medaljeslutspil
For første gang har AGF Kvindefodbold spillet sig blandt de bedste klubber i Danmark i medaljeslutspillet. Cheftræner Michael Schjønberg roser truppen og har mod på mere.
Tredje gang er lykkens gang for AGF Kvindefodbold.
Den ambitiøse fodboldklub med hjemmebane på Vejlby Stadion har nemlig kvalificeret sig til medaljeslutspillet ved at slutte året af på sjettepladsen i Kvindeligaen.
Det er første gang, det er sket, siden fusionsklubben blev dannet i 2020.
For Marie Greve, som er chef for AGF Kvindefodbold, er det meget vigtigt at være med i toppen.
»Nu har vi fået bevist over for os selv, at vi har et setup og et projekt, der kan være med rent sportsligt også. Det er naturligt, at ting tager tid, men vi mener også, at vores tid til at komme med i medaljeslutspillet var nu, og det er vi bare enormt glade og stolte over. I denne sæson har vi taget point mod svære modstandere og haft langt flere tætte kampe. Det er en kæmpe cadeau til vores trænerteam og spillertrup, der har holdt snuden i sporet frem mod det mål,« siger hun og retter en særlig ros til cheftræner Michael Schjønberg, som kom til klubben i sommerferien.
»Michael har været dygtig til at have et kampfokus fra weekend til weekend og lægge den gode taktik for at sikre de point, der var nødvendige,« konstaterer Greve.
Det er første gang, den tidligere landsholdsspiller er cheftræner for et kvindehold, og han mærker en tydelig forskel.
»Jeg er nok kommet ind med en anden tilgang og nogle andre idéer. Det er ikke kun vigtigt, at man træner, træner og træner i ét væk. Jeg har haft fokus på, at det ikke altid mængden af træning, som er afgørende. Restitution er også meget vigtig for, at man bliver klar til at træne i et højt tempo,« forklarer Michael Schjønberg og fortsætter:
Altså, du får mig ikke til at sige, at vi skal i Champions League eller have medaljer. Men vi sigter altid efter at blive bedre.Marie Greve, chef for AGF Kvindefodbold
»Jeg synes, at alle spillerne har arbejdet hårdt, og vi har fundet en god rytme og udvikling, hvor vi har være gode til at supplere hinanden. Vi har en god kultur.«
Op i tabellen
Spørger man Marie Greve, hvad målsætningen for medaljeslutspillet er, får man følgende svar:
»Altså, du får mig ikke til at sige, at vi skal i Champions League eller have medaljer. Men vi sigter altid efter at blive bedre. Og det er vi blevet i år ved, at vi har nået top 6. Rækken er enorm tæt - også når vi kigger ind i foråret. Men vi får en ro, som vi ikke har haft i de foregående sæsoner i kvalifikationsspillet, hvor det nærmest var ti finalekampe om ikke at rykke ned. Nu kan vi bygge på og få skabt endnu bedre struktur omkring den plan, vi har lagt for de kommende år med Michael i spidsen,« siger Marie Greve.
Schjønberg er enig:
»Vi er ikke tilfredse med at være nummer seks. Vi vil gerne lidt højere op i tabellen,« siger Michael Schjønberg, som har kontrakt med AGF frem til sommeren 2026.
Fremtiden skal blandt andet bruges på at udvikle talenter:
»Vi har utroligt mange unge talenter, og hvis vi skal videreudvikle dem og få det maksimale ud af dem, så skal vi også have nogle dygtige spillere, som kan være med til at skubbe til dem. Det er en strategi, som vi gerne vil fortsætte med at bygge videre på,« fastslår Michael Schjønberg.
Vi er ikke tilfredse med at være nummer seks. Vi vil gerne lidt højere op i tabellen.Michael Schjønberg, cheftræner for AGF Kvindefodbold
Næste gang AGF’s kvinder skal i kamp er 9. marts, når holdet møder Fortuna Hjørring i pokalkvartfinalen.