»Det bliver aktuelt med spillerkontrakter til hele truppen «
Henning Meisler, formand for eliteafdelingen i Norddjurs Håndbold, har sammen med resten af eliteudvalget planen liggende klar, hvis det bliver til oprykning til 1. division.
Norddjurs Håndbold efterlod ingen tvivl om deres dominans, da de lørdag eftermiddag mødte Nordthy IF i Grenaa Idrætscenter i 2. division.
Topholdet udraderede gæsterne med en overbevisende sejr på 33-18.
Nordthy IF kom ellers til Grenaa med en frisk sejr over Team Favrskov Håndbold på 24-22.
Forspring holder
Norddjurs Håndbold bevarede dermed deres komfortable føring på seks point til rækkens nummer to, Stoholm IF, inden holdene går ind i de sidste afgørende turneringsrunder.
Næste kamp for Norddjurs Håndbold er fredag den 2. februar i Skæringhallen, hvor det gælder HEI 2.
Derefter venter en vigtig kamp mod Stoholm hjemme i Nørre Djurs Hallen den 8. februar kl. 19.
Med sejre over HEI og Stoholm kan Norddjurs Håndbold øge sit forspring til otte point, hvilket svarer til fire kampe.
Holder regnestykket kan Norddjurs Håndbold i de sidste seks runder nøjes med at score syv point for at være stensikre på oprykning.
Vi er klar
Formanden for eliteudvalget i Norddjurs Håndbold, Henning Meisler, bekræfter, som forventet, at planen for næste sæson allerede ligger klar i tilfælde af oprykning.
Han påpeger, at selvom meget kan ændre sig i de næste otte spillerunder, er han tilfreds med sæsonens hidtidige resultater, der inkluderer 13 sejre og blot et nederlag.
»Hvis vi rykker op, skal der skrives kontrakter med samtlige spillere på holdkortet,« fastslår Henning Meisler.
Beslutningen om den nuværende trup efter sommerferien overlades til den spillende sportschef Mike Paulsen i samarbejde med trænerstaben, ledet af cheftræner Jesper Johnsen.
Vi skal ud og finde 3-400.000 kroner mere, vurderer vi, men nu skal vi lige rykke op førstHenning Meisler
Kræver 3-400.000 yderligere
Det bliver dyrere at begå sig i landets næstbedste række.
For nuværende har Norddjurs Håndbold et budget, der ligger i omegnen af 1.5 mio. kroner.
Det vil Hennings Meisler godt gå med til ikke er skudt helt forbi.
»Vi skal ud og finde 3-400.000 kroner mere, vurderer vi, men nu skal vi lige rykke op først.«
Han understreger vigtigheden af at lykkes denne gang efter to forgæves forsøg i de to foregående sæsoner.
»Hvis vi ikke rykker op, kan vi ikke komme til vores sponsorer en gang mere og bede om endnu et forsøg,« påpeger han.
En kombi
Det har hidtil heddet sig, at oprykning var lig med hjemmekampe i den fine håndboldhal i Grenaa Idrætscenter, men sådan bliver det ikke.
»Vi vil fortsat spille hjemmekampe i Glesborg, hvor vi har vores base, og hvor publikum virkelig kan lægge et tryk på de gæstende hold. Jeg tror, det bliver sådan, at de store kampe, som vil trække mange tilskuere, placerer vi i Grenaa, mens modstandere, som måske ikke trækker så mange tilskuere, kommer vi til at møde i Nørre Djurs Hallen,« siger Henning Meisler.
Med forbehold for at meget kan ændre sig over de næste par måneder, har Norddjurs Håndbold planen klar - også i forhold til videre udvikling af klubbens ungdomsspillere i håb om, at flere af dem med tiden kan blive fuldgyldige divisionsspillere.
Med adskillelsen af elite og bredde i Nørre Djurs HK vil den sunde klubkultur fra de mindste til de ældste heller ikke lide skibbrud, hvis førsteholdet og flagskibet ikke lykkes med sine målsætninger
Før de sidste otte spillerunder ser det nu mere end godt ud for det eliteprojekt, som flere i håndboldmiljøet har rystet på hovedet af.