Håndboldfeber: Norddjurs Håndbold kan åbne oprykningsdøren på næsten vid gab torsdag aften
Norddjurs Håndbold kan med en sejr torsdag aften i Nørre Djurs Hallen over nærmeste konkurrent, Stoholm Håndbold, stå med mere end det ben i landets næstbedste håndboldrække.
Der bliver gang i sagerne torsdag aften i Nørre Djurs Hallen klokken 19 skarp og halvanden time frem.
Der bliver måske også sang i Glesborgs gader, hvis det lykkes hjemmeholdets håndboldflagskib, Norddjurs Håndbold, at vinde opgøret mod Stoholm Håndbold.
Det er nummer 1 og 2 i 2. division, der mødes.
Hjemmeholdet topper rækken sikkert med 28 point efter 15 turneringsrunder.
Stoholm Håndbold har til dato hentet 23 point i 16 turneringsrunder.
Nærmeste forfølger til de to tophold er Team Favrskov Håndbold med 18 point i 15 kampe.
Nu gælder det
Norddjurs Håndbold kan med en sejr bringe sig så sikkert i spidsen af rækken, at det vil være svært at se en oprykning til det forjættede land kikse.
Sejr over Stoholm Håndbold betyder et pointforspring til Norddjurs Håndbold på syv point før de sidste seks turneringsrunder.
Hertil kommer, at Norddjurs Håndbold har yderligere en kamp i baghånden i forhold til Stoholm Håndbold plus, at holdet vil være suverænt bedst i indbyrdes kampe.
Det sidste er lig med et point yderligere.
Reelt betyder det, at Norddjurs Håndbold blot skal vinde en og en halv kamp i de sidste seks kampe for, at champagnen kan flyde i stride strømme.
Men først skal sejren over Stoholm altså i hus først.
Sikker sejr i Skæring
Fredag aften sikrede Norddjurs Håndbold sig sejr nummer 14 ud af 15 mulige i denne sæson, da holdet i Skæring Hallen besejrede HEI med 26-19.
Samme aften vandt Stoholm Håndbold hjemme 26-25 over Hjallerup.
Det modsatte møde mellem Stoholm Håndbold og Norddjurs Håndbold 12. november sidste år i Stoholm Kultur- og Frtidscenter sluttede med en 29-26 sejr til gæsterne.
Ny Lucky Luke
IIngen tvivl om, at Norddjurs Håndbold vil køre ud over stepperne torsdag aften med farthåndbold. Hver eneste kontramulighed bliver sat i scene fluks, og det hurtige artilleri med fløjspilleren Jeppe Dahl Kjeldsen i spidsen skal nok være der.
Jeppe Dahl Kjeldsen har overtaget en agtværdig trone i Nørre Djurs Hallen.
Nu har publikum anerkendt ham så meget, at han har fået tilnavnet Lucky Luke. Selvfølgelig fordi han er hurtigere end sin egen skygge.
Den tidligere titelbærer var klubbens egen Henrik Elkjær, der i de unge år var en hvirvelvind.
Nu har Elkjær sat farten ned på håndboldbanen, men ikke i organisationen Nørre Djurs HK. Her er han en af bagmændene bag den foreningsstrategi, som kluben arbejder efter.
Det gamle mantra om, at Nørre Djurs HK er en breddeklub med plads til elite gælder fortsat.
Oprykning til 1. division betyder eksempelvis ikke, at det bliver på bekostning af breddehåndbolden i klubben.
Derimod forsøger Elkjær & co. at skrue på nogle knapper, der kan motivere flere børn og unge til at spille håndbold og ligeledes motivere de bedste til at træne endnu mere med henblik på at blive lokal divisionsspiller ud i fremtiden.
Det er i den kontekst, at klubbens samarbejde med Glesborg om morgentræning skal ses.