TRIF Senior 60+ sikrer endnu et DGI mesterskab i holdkrolf
Søster Ibsen & co. cementerede deres sejr i DGI mesterskabet i krolf med en stærk præstation på en kold mandag i marts på en bane i Sabro.
TRIF Senior 60+ vandt endnu et DGI mesterskab i holdkrolf, da finalen i efterårsturneringen blev afviklet på en kold mandag tidligere i marts.
»Efter at vi havde tabt de første to kampe, tog vi os sammen og vandt de næste fire. Det sikrede os den samlede sejr,« fortæller Søster Ibsen, primus motor for TRIF Senior 60+
TRIF’erne spillede mod krolfspillere fra Skanderborg og Tilst på en neutral bane i Sabro.
Mesterholdet bestod af Myrna Rasmussen, Svend B. G. Laursen, Vagn F. Nielsen og Søster Ibsen, som leverede en stærk holdpræstation trods det kolde vejr.
Mestrene var godt forberedte, for selvom banerne på Seniorlunden i Rønde har været plaget af vand og lidt sne i vinter, har banefolkene formået at holde dem i god stand.
»Der har kun været én aflyst klubdag i klubbens 12-årige historie på grund af vejret,« fortæller Søster Ibsen stolt.
I øjeblikket er de to gåhold hos TRIF Senior 60+ ved at overhale krolfspillerne i antal, men der er stadig plads til flere medlemmer.
»På en almindelig klubdag i marts serveres der ikke færre end 60 kopper kaffe og 10 kopper te, som nydes sammen med lidt mundgodt og masser af hyggelig snak i Huset på Seniorlunden,« siger Søster Ibsen.