Fortsæt til indhold

Grenaa IF-juvel skifter til Randers FC

15-årige Henry Soares skifter til Randers FC.

Sport

Randers FC har sikret sig en lovende tilføjelse til sin trup ved at skrive kontrakt med den 15-årige angriber Henry Soares, der allerede har været en del af klubben i et stykke tid.

Søren Overgaard, cheftræner for U15-holdet, udtaler på Randers FCs hjemmeside: »Henry er først og fremmest rigtig vellidt i truppen. Han har i efteråret været uheldig med skader, men vi har hurtigt kunne se, hvad han har kunnet tilføre holdet, når han kom i omdrejninger. En rigtig angriber, der bare kan lave mål, men også arbejde i holdets tjeneste.«

Henry Soares selv udtrykker sin glæde over kontraktunderskrivelsen og udtaler: »Jeg er rigtig glad for at have skrevet under. Det er en stor klub og har altid været en stor drøm for mig. I bund og grund har jeg aldrig rigtig tænkt, at jeg skulle skrive kontrakt med Randers FC, så det er helt vildt for mig, og jeg er bare rigtig glad.«

Henry Soares er en angriber med stærke fysiske og tekniske færdigheder, og han ser frem til at fortsætte sin udvikling i Randers FC.

Æblet og stammen

Henry Soares er søn af Felipe Soares, træner på Brazil Football College og tidligere spiller hos FC Djursland, hvor han været cheftræner i en årrække.

Det fortsætter han med, nu hvor FC Djursland er opløst og pladsen i Jyllandsserien-1 er overtaget af Grenaa IF.

Felipe Soares kom til Grenaa og Brazill Fottball College i 2016. Han har en fortid som professionel fodboldspiller i de to belgiske klubber, Standard Liege og KSV Roeselare, plus en række klubber i hjemlandet, Brasilien.