Fortsæt til indhold

KPI kan se ned i afgrunden: Hovedformand, kasserer og sekretær mangler akut

Nedlukningstrusler hænger over KPI's hovedafdeling.

Sport

Kolind-Perstrup Idrætsforenings (KPI) hovedafdeling befinder sig i en kritisk situation.

Med manglen på en hovedformand M/K, en kasserer og en sekretær, er fremtiden for hele foreningen, og dermed idrætslivet i Kolind, i fare.

Generalforsamlingen den 4. april 2024 er afgørende for at besætte disse nøgleposter, ellers risikerer KPI’s nedlukning.

Uden hovedformand i flere år

Det er de kolde facts, bekræfter Sanne Lund Schouby, formand for gymnasikafdelingen, og sammen med Nichlas Kruse Hansen, formand for badmintonafdelingen, de to, der i mangel af hovedformand har fungeret som kontaktpersoner hos KPIs hovedafdeling.

»Vi har ikke haft en hovedformand, siden Bertil Christensen for år tilbage efterhånden forlod posten uden, at det efterfølgende lykkedes at finde af afløser.

»Vi har fået det til at fungere og deltaget i de møder og andet, som man som forening bliver indbudt til af kommunen og andre samarbejdspartnere, men det er selvfølgelig ikke ideelt, at vi har kørt uden hovedformand i så lang tid, som har været tilfældet,« siger Sanne Lund Schouby.

Sekretær og kasserer stopper

Problemet forstærkes yderligere af, at sekretær Gitte Jensen og kasserer Lone Buur har meddelt, at forud for generalforsamlingen, at de stopper.

»Formand, kasserer og sekretær udgør sammen med afdelingsformændene i fodbold, håndbold, badminton og gymnastik hovedafdelingen, den øverste ledelse i KPI, så vi er nødt til at melde drastisk ud, at vi ikke kan kører videre som forening, hvis vi ikke finder en formand, sekretær og kasserer,« siger Sanne Lund Schouby.

KPI’s underafdelinger opererer individuelt med egne CVR-numre med separate bestyrelser og økonomier, men den manglende hovedforening truer foreningens samlede sammenhængskraft.

Det er ikke påkrævet at være aktiv idrætsudøver for at bidrage.

Tværtimod værdsættes administrativ og ledelsesmæssig erfaring, understreger Sanne Lund Schouby.

Rollen som hovedformand M/K indebærer at fremme foreningens synlighed og være en samlende stemme for idrætslivet i byen. Sekretæren tager referater og bistår med daglig drift, mens kassereren varetager regnskaber og økonomistyring.

»Vi har ikke fundet med lokale, der vil påtage sig en af opgaverne i hovedafdelingen. Vores kasserer har lovet at fortsætte, indtil vi har fundet en ny, men selvfølgelig ikke ret lang tid. Derfor haster det,« fastslår Sanne Lund Schouby.

Minus klubhuset

Uden en ny hovedbestyrelse er nedlæggelse uundgåelig. Det fremgår af vedtægterne, som er helt tilbage fra 1996 og tydeligvis trænger til et brush-up.

Men i vedtægterne kan man læse, at et farvel til KPI betyder, at alle aktiver overgår til kommunen minus foreningens klubhus på Ebdrupvej.