Fortsæt til indhold

Randers FC har fået papir på endnu et Grenaa talent

15-årige Lukas Friis Heidemann også på kontrakt hos kronjyderne.

Sport

Det er ikke kun den 15-årige angriber Henry Soares med en fortid i Grenaa IF, som er blevet en del af De Blå Heste i Randers FC.

Også den jævnaldrende Lukas Friis Heidemann har sat sin signatur på en aftale med kronjyderne.

Den nu forhenværende Grenaa IF spiller har spillet sig varm i Randers FC på noget nær rekordtid.

»Lukas startede på prøve på aspirantholdet i Randers for godt et år siden. Da vi gik på sommerferie sidste år var der ikke nogen klar melding på om, at han kunne komme på ligaholdet og dermed skifte fast til Randers FC,« fortæller hans far, Morten Friis Heidemann.

I sommerferien 2023 kontaktede Randers FC midlertid Lukas Friis Heidemann for at tilbyde ham at prøvetræne med U15-Ligatruppen og deltage i truppens træningslejr i sommerferien.

Lukas Friis Heidemann (12) er også blevet indrulleret i DBU-talentregi sammen med bl.a. Henry Soares (9), ligeledes tidligere Grenaa IF spiller og nu på kontrakt i Randers FC. Pressefoto

Forsvarsspiller med spidskompetence

Efter sommerferien fik Lukas Friis Heidemann debut på U15 Ligaholdet. Allerede efter få kampe var han en del af startelleveren og har fået fuld spilletid mere eller mindre siden.

»Det er gået ret hurtigt siden sommerferien. For små tre uger siden fik han tilbuddet om at komme med til en DBU-samling med de bedste U15 drenge i Jylland,« fortæller Morten Friis Heidemann.

Her gik Lukas Friis Heidemann på med krum hals og fik som forsvarsspiller bl.a. scoret et mål.

»Som forsvarsspiller er Lukas ikke typen, der står øverst på måltavlen. Men alligevel har han formået at lave flere mål for sit hold, primært på hovedstød,« fortæller den selvfølgelig stolte far.

De fine præstationer betød altså, at Randers FC smed en ungdomskontrakt på bordet foran Lukas Friis Heidemann.

»Det har alt i alt været ligesom at køre i lyntog. En spændende rejse indtil nu, hvor det bare handler om at hænge i og nyde alle de fantastiske oplevelser der følger med – ingen ved jo hvor længe det varer,« som Morten Friis Heidemann udtrykker det, yderst nøgternt.