Fortsæt til indhold

Victor Hovelings hammer af en lammer slog georgisk veteran ned på rekordtid

Mikkel Kessler ville have nikket bifaldende, hvis han sad derhjemme ved skærmen og så, hvordan Hornslet bokseren Victor Hoveling med en lammer af en træffer i mavesækken stoppede en rutineret georgier, inden der var bokset et minut.

Sport

Bokse-aficionados kan sikkert huske, hvordan Danmarks bedste bokser nogensinde, Mikkel Kessler, i december 2012, gjorde livet surt for den irske verdensmester Brian Magee ved allerede tidligt at sende ’lammere’ efter Brian Magees mellemgulv.

Det kunne den irske bokser ikke stå for i længden. Han blev ganske enkelt pumpet for luft af de hårde træffere fra Kessler og efter at have været på knæ i anden omgang, var det slut, da det gentog sig i tredje omgang.

Mellemgulvet var også unge Viktor Hovelings fokuspunkt hos sin rutinerede modstander, 32-årige Anzor Gamgebeli fra Georgien, ved lørdagens stævne i Sportscenter Herning.

Georgieren mistede pusten allerede efter 41 sekunders boksning, da 20-årige Victor Hoveling sendte en højrehånd lige i maven på ham.

Den formåede Anzor Gamgebeli ikke at komme sig over. Så en kort arbejdsdag for supermellemvægteren fra Hornslet, der fortsat kan prale af en uplettet rekordliste (4-0-0).

Georgieren mødte frem til stævnet i Herning med en kampbog, der sagde 71 kampe, heraf er 29 vundne, 37 tabt og fem endt uden af en afgørelse.

Gribsholt peakede ikke

Også Mikkel Gribsholt vandt sin kamp ved stævnet, hvor det kun var kamplederen, som suverænt voterede.

Gribsholt hentede en pointsejr i superfjervægt over Ilia Beruashvili, 28, ligeledes fra Georgien.

Ilia Beruashvili viste sig at være et særdeles uortodokst bekendtskab, som Mikkel Gribsholt havde til tælling en gang undervejs.

Gribsholt var dog uden sit sædvanlige momentum i det fire omgange lange opgør.

En håndskade var sandsynligvis årsagen til, at Ryomgård-bokseren ikke fik sin normalt meget tekniske boksning til at peake.

Sejren over Ilia Beruashvili, der mødte frem med en rekordrække på 27 kampe, heraf 9 vundne og 18 tabte, var dog yderst fortjent.

Mikkel Gribsholt har vundet sine første fem kampe i bar overkrop.