Fortsæt til indhold

Tidligere TRIF-spiller er sendt på græs i Norge

AGF forlænger kontrakten med den tidligere ungdomsspiller i TRIF, Mathias Sauer, og sender samtidig talentet på udlån i norske FK Haugesund.

Sport

AGF har annonceret en kontraktforlængelse med den tidligere TRIF-spiller Mathias Sauer, årgang 2004, der vil binde ham til klubben frem til sommeren 2027. Samtidig er det blevet besluttet, at den unge midtbanespiller vil blive udlånt til den norske klub FK Haugesund indtil årsskiftet.

Det fortæller klubben på sin hjemmeside.

Efter de første fodboldår i TRIF har Mathias Sauer siden ungdomsårene været en del af AGF’s system, hvorfra han gradvist har avanceret til seniorholdet. Hans debut for førsteholdet kom i sommeren 2021, men spilletiden har været begrænset, hvilket har ført til beslutningen om at søge mere spilletid i Haugesund.

Godt for hans udvikling

»Mathias Sauer er en spiller, vi på sigt ser for os fortsætte i AGF-trøjen. Og nogle gange er det fornuftigt med et udlån for at fremskynde en udvikling. Så det giver god mening for både os og spilleren, at han nu lejes ud - samtidig med, at vi har forlænget hans aftale. Han kommer til en klub med et godt miljø i den bedste norske række, og vi ønsker ham held og lykke og ser frem til at følge ham i Norge,« udtaler AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside.

I FK Haugesund vil Sauer blive genforenet med Sancheev Manoharan, der tidligere har været ungdomstræner i AGF og har haft et nært samarbejde med Sauer i dennes ungdomsår.

Sauer tiltræder øjeblikkeligt FK Haugesund på en lejeaftale indtil årsskiftet.

Mathias Sauer er noteret for to landskampe på det danske U16-landshold.

Han har en kort overgang været på kontrakt i Silkeborg IF, før han igen vendte tilbage til Fredensvang.

Storebror i Brabrand

Storebror, 23-årige Nikolaj Sauer, årgang 2001, som også har en ungdomsfortid i AGF plus Randers Freja og Silkeborg IF, skiftede som senior fra AGF til Silkeborg klubben Young Boys FD (tidligere Silkeborg KFUM) og siden til Aarhus Fremad og Skive IK.

Nu spiller han hos Brabrand i 2. division.