Fortsæt til indhold

Her er planerne for nyt, stort padelcenter i Favrskov

Det bliver 2.000 kvadratmeter stort og skal ligge på Kildebakken i Hadsten. Det er blot nogle af detaljerne for nyt padelcenter.

Sport

Et nyt padelcenter skyder det kommende år op på Kildebakken, som er et ”nyt” område mellem Skanderborgvej og Ginneruplundvej i det sydlige Hadsten.

Den knap 7.000 kvadratmeter store grund på Kildebakken 2 var i udbud fra 8. januar til 14. februar, og den blev solgt.

Nu er ejeren af grunden klar til at afsløre flere detaljer om det cirka 2.000 kvadratmeter store padelcenter, som skal opføres.

Navnet bliver PadelMaster, og ja, der er tale om den PadelMaster, som lige nu ligger på Toftegårdsvej 28 i Hadsten.

»Det har længe været en drøm for os at flytte og udvide,« siger Anders Andersen, der er den ene af de tre ejere.

»Da vi åbnede i 2021, startede vi i det små med én double- og én singlebane samt to udendørsbaner. Vi skulle ligesom se, hvad det her padel kan. Og det viste sig jo, at det virkelig kan noget,« fortsætter Anders Andersen, som tilføjer, at PadelMaster har været meget begrænset af kapaciteten – efterspørgslen har nemlig været stor, så satsningen på padel har været en succes:

»Ja, det er jo gået rigtig fint. Sådan sagt på godt jysk. Vi har jo også lagt mange fritidstimer i det nuværende projekt, og det må man sige, har givet pote,« siger Anders Andersen.

Derfor tør de tre ejere, Anders Andersen, Julius Linhave, Thomas Møller, og en fortsat ”hemmelig” investor godt at kaste sig ud i 2.000 spritnye kvadratmeter med fem doublebaner, to singlebaner, et caféområde, som strækker sig ind i hallen, og »lækre omklædningsfaciliteter,« som Anders Andersen udtrykker det.

Det er i det "nye" område Kildebakken i Hadsten, at PadelMaster opfører nyt padelcenter. Foto: Favrskov Kommune

»Udviklingsmæssigt i padelsporten tror vi på, at det er de gode, nye centre, som vinder indpas. Centrene i gamle lagerlokaler falder fra nu. Folk vil have det lidt lækkert, når de skal spille,« siger Anders Andersen.

Der vil ikke komme udendørsbaner på kildebakken.

»Vi må bare konstatere, at det er en indendørssport. Uanset om der er 25 grader udenfor, så vil folk spille indenfor,« siger PadelMaster-ejeren.

Det sociale prioriteres

Allerede i dag får PadelMaster ros for at have rammer, som skaber et godt fællesskab – altså at det er et sted, hvor man har lyst til at hænge ud bagefter, fortæller Anders Andersen.

Fællesskabet bliver også prioriteret højt i det nye padelcenter. Det skal caféen, som strækker sig ud i hallen, være med til at sikre.

»Mange steder er hygge-områderne afskærmet fra hallen, men det, synes vi, er ærgerligt. Vi synes, at man skal kunne sidde i miljøet, dér hvor det sker. Det er da sjovest. Vi danskere er jo gode til at hygge, så det betyder bare noget med et godt miljø til dette,« siger Anders Andersen.

Åbningsdatoen

Som nævnt har trekløveret bag PadelMaster fået en investor med i projektet. Han køber sig ind i firmaet fra 1. juli, så derfra vil ejerne altså være et firkløver.

Af andre vigtige datoer kan nævnes 1. september. Her overtager PadelMaster grunden. Der er dog mulighed for, at overtagelsesdatoen kan rykkes frem, hvis padel-holdet er klar til at gå i gang med byggeriet tidligere.

Og endelig den allervigtigste dato, hvis man er bidt af padel: Åbningsdatoen. Her lyder det fra Anders Andersen:

»Vi håber på foråret 2025 – eller måske omkring juni.«