Fortsæt til indhold

U17 piger fra Skanderborg vinder DM-guld til Final4

Med en sejr på 19-18 over GOG vandt U17 pigerne fra Skanderborg guld til DM i Final4 U17 i Fælledhallen.

Sport
kfp

Der er nok at juble over for Skanderborg Håndbold Ungdoms U17 piger efter weekendens DM Final4 i U17 i Fælledhallen.

Her vandt U17 pigerne fra Skanderborg Håndbold guld efter en sejr på 19-18 over GOG, som endte på andenpladsen, AGF/Viby/Satvtrup endte på tredjepladsen og Ajax København på fjerdepladsen.

På drengesiden vandt GOG U17 drenge guldet, mens Nordsjælland fik en andenplads, BSH Ungdom en tredjeplads og Mors-Thy en fjerdeplads.

Det skriver klubben i en Facebook-gruppe for weekendens arrangement.

Skanderborg Håndbold har stolte traditioner med ikke mindre end 17 DM titler og sidste år hentede såvel U17 som U 19 pigerne guld hjem til klubben, og i weekenden hentede U17 pigerne altså mere guld.

»Klubben har altid haft stort fokus på ungdomshåndbold,« understreger formand Jens Christensen i et skriv forud for begivenheden i Fælledhallen.

Jens Christesen fremhæver, at Skanderborg Håndbold er meget mere end elitær håndbold, og med over 600 medlemmer er klubben den største klub på Jylland og Fyn.

»Det er også en helt særlig sæson for klubben, fordi vi ved dette års DM mesterskab er repræsenteret i tre ligarækker – piger U17 og U19 og drenge U19. Desværre missede vores U17 drenge deres deltagelse, som der ellers havde været forventning om. Det historiske i at alle tre mandskaber er repræsenteret på de øverste hylder skyldes de meget dedikerede trænere og ledere omkring vore SHEA mandskaber,« understreger Jens Christensen.

SHEA, Skanderborg Håndbold Elite Akademi, blev dannet 1. august 2008, og har siden været rammen for den måde, Skanderborg Håndbold mener, udviklingen af elite-håndboldspillere skal foregå i de sidste ungdoms år, inden talenterne overgår til seniorhåndbold.

DM for U19 årgange afvikles hos GOG i Gudme 4. og 5. maj, og her er Skanderborgs U19 drenge og U19 piger blandt bejlerne til DM.