Fortsæt til indhold

Frivillige hædret: »Henning havde et stort Hammel-GF-hjerte«

Ved den årlige uddeling af priser i Hammel GF som en hyldest af klubbens frivillige gik en af priserne til afdøde Henning Korsgaard. Hans kone og to døtre modtog prisen.

Sport

Hvert år hædrer Hammel GF en række af klubbens ildsjæle, således også i år.

Årets Idrætspris, som gives til en stor idrætspræstation, blev i år lidt speciel. Den gik nemlig til en ret stor gruppe mennesker. Faktisk gik den til alle 800 frivillige i klubben, fordi Hammel GF i januar blev kåret til Årets Idrætsforening af Danske Spil og DIF.

»Derfor går prisen til alle vores helt vidunderlige frivillige. I er ekstremt højt værdsat,« lyder det fra klubben.

Årets Idrætspris blev i år lidt speciel. Den gik nemlig til en ret stor gruppe mennesker. Faktisk gik den til alle 800 frivillige i Hammel GF. Allan Bo Andresen, der er forenings- og eventchef i klubben fejrede med konfetti. Privatfoto

Et kæmpe Hammel GF-hjerte

En anden pris, som i år var meget speciel, var prisen med det meget lange navn ’Hammel GF trænerpris – Årets Leder – Gunnar Christensen’s Vandrepokal’.

Den gik nemlig til Henning Korsgaard, som gik bort i foråret.

»Henning havde et kæmpe Hammel GF- og sportshjerte. Et hjerte, der desværre stoppede med at slå 26. marts 2024,« lyder det i indstillingen af Henning Korsgaard – indstillingen fortsætter:

»Hennings navn fortjener i den grad at stå på pokalen, som en af de største trænere i klubbens historie.«

Henning Korsgaard var gennem mange år en kæmpe ildsjæl og en dygtig træner i Hammel GF. Han formåede at være træner for spillere fra U10 til senior. Seneste sæson lykkedes han med en oprykning for Hammel GF Damer til 3. division.

»Han elskede håndbold og gik op i det med liv og sjæl. Han bidrog altid med et kæmpe engagement og var altid klar med en frisk bemærkning,« lyder det i indstillingen.

Henning Korsgaards kone og to døtre modtog prisen.

Benny Jensens Mindepokal går i år til Anders H. Jørgensen fra fodboldafdelingen. Jesper Balker, der er formand for fodbold, afhentede prisen, da Anders H. Jørgensen var forhindret. Privatfoto

Et orakel

Benny Jensens Mindepokal går i år til Anders H. Jørgensen fra fodboldafdelingen.

I fodboldbestyrelsens indstilling af ham lyder det:

»Denne person er fodboldafdelingens orakel på ’Kluboffice’, han er Mr. Fodbold Hjemmeside, Mr. Facebook redaktør og meget andet i Hammel GF Fodbold. En person der har brugt mange timer på at videregive nyheder og informationer ud i klub-regi.«

Anders H. Jørgensen har været med på holdet som frivillig i mange år, både i fodboldafdelingens bestyrelse, som formand, diverse udvalgsposter, samt også været på banen, som træner og holdleder, både for piger og drenge.

»Denne person er et stort aktiv for Hammel GF Fodbold og har med sin store indsats fortjent at få tildelt denne pris.«

Årets æresmedlem i Hammel GF er John Koch fra fodboldafdelingen. Privatfoto

Siger sjældent nej

Årets æresmedlem i Hammel GF er John Koch fra fodboldafdelingen.

Han har været medlem af fodboldafdelingen i mange år og har på flere parametre sat sit aftryk.

De første mange år var han ungdoms- og seniorspiller. Siden blev han træner/holdleder og ellers generelt frivillig i klubben.

Han er en af dem, der sjældent siger nej til at hjælpe ved arrangementer. Derfor er han også fast inventar på Hammel Hestemarked.

Hammel GF’s ungdomspokal får tre trænere fra Acro opvisningsholdet 2024, nemlig Cecilie Graugaard-Jensen, Helene Graugaard-Jensen og Caroline Nørgaard. Privatfoto

Tre unge trænere

Hammel GF’s ungdomspokal får tre trænere fra Acro opvisningsholdet 2024, nemlig Cecilie Graugaard-Jensen, Helene Graugaard-Jensen og Caroline Nørgaard. De er alle under 25 år, som er et krav for at modtage prisen.

De tre trænere kaldes »energiske, ambitiøse, engagerede og dygtige unge mennesker – alle med lang erfaring som acro-gymnaster.«

»De har alle tre været en vigtig del af, at vi igen har et Acro opvisningshold i Hammel GF med kæmpe tilslutning. De har ligeledes alle tre været gymnaster i Hammel GF Gymnastik det meste af deres liv, og de har alle ydet en formidabel indsats som både gymnaster, hjælpetrænere og som trænere. De påtager sig ansvaret og opgaven som holdledere og rollemodeller og møder deres hold med venlighed og en smittende glæde ved acro-gymnastikken,« lyder det i indstillingen.