Fortsæt til indhold

Forfatter fremhæver Patrick Mortensens »stive pik«: »Det er kun ham, der kan slippe afsted med det«

Ifølge Daniel Dalgaard har superligaens topscorer efterhånden fået »en meget unik position«, ikke bare i AGF, men også i dansk fodbold.

Sport

Patrick Mortensen kom i weekenden ind i den lille og eksklusive ”Klub 100”, da han med sine to scoringer imod AaB rundede superliga-mål nummer 100 i karrieren.

Kun otte andre spillere er igennem Superligaens 34 år lange historie ligeledes nået op på et trecifret antal mål.

Men ifølge forfatter og AGF-fan Daniel Dalgaard så er Patrick Mortensen meget mere end bare en målmaskine, han har nemlig også været kilde til stor inspiration i et af forfatterens essays fra 2021 om mande-idealer.

Det fortæller forfatteren bl.a. om i det seneste afsnit af Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg”.

»Det er jo også lidt det, du skal være ("almost great, red."), hvis du skal i "Klub 100" i Superligaen. Du skal være ”almost great”, fordi lige så snart du bliver for god, så ryger du ud af Superligaen,« siger forfatter og AGF-fan Daniel Dalgaard om Mortensens milepæl. Foto: Joachim Ladefoged

Daniel Dalgaard, der er født på Djursland, men opvokset i Ringe på Fyn, var i starten af 2024 aktuel med romanen ”Vulkanø”. En bog, der bl.a. handler om det at blive far.

Men allerede tilbage i 2022 skrev han et essay med lignende tematikker om manderoller og mandeforbilleder i det 21. århundrede i et essay, hvor AGF’s målfarlige anfører spiller en ret central rolle og med titlen ”Forestilingen om Patrick Mortensen”:

»Det handler jo måske i virkeligheden ikke så meget om Patrick Mortensen, som jeg prøver at foregive, at det gør. Fordi det er en tekst, der i virkeligheden handler om manderoller, rollemodeller, maskulinitet og den slags. Og der bruger jeg lidt Patrick Mortensen som sådan et slags lærred, hvor jeg kan skyde en masse forestillinger op på, og spille lidt bold opad i forhold til, hvad maskulinitet er i dag,« siger han.

»Og min pointe i bogen er, at de her rollemodeller findes faktisk lidt over det hele, men vi skal måske blive lidt bedre til at få øje på dem,« siger Daniel Dalgaard og peger bl.a. på Patrick Mortensen.

»Det er en meget unik position, han efterhånden har opnået, ikke bare i AGF, men også lidt i dansk fodbold, synes jeg,« siger forfatteren i podcasten.

Insisterer på nuancer

AGF-anføreren scorede eksempelvis det kampafgørende mål i sidste spillerunde af sidste sæson, som betød, at aarhusianernes ærkerivaler fra Brøndby gik glip af mesterskabet til allersidst, og guldmedaljerne i stedet blev sendt til Herning.

Lige efter slutfløjt var det dog ikke en hoverende Mortensen, der gav interview, men snarere en medfølende anfører:

»Jeg har lige stået i en lignende situation i pokalfinalen, og det gør så pissehamrende ondt,« sagde han.

»Det er jo dét, som jeg synes er så fascinerende ved ham som figur, at han formår at være nede i rodet, og ikke vælge de nemme løsninger, når han skal udtale sig. Han insisterer ligesom på en eller anden måde - som jo også er utroligt upåfaldende, det virker jo aldrig som nogen pointe i sig selv - men han bliver ved med at insistere på at blive i nuancerne på en eller anden måde. Og er jo sådan ubesværet empatisk i nogle situationer, hvor jeg da i hvert fald måske godt kunne se mig selv, få kørt mig selv op i et hjørne,« siger Daniel Dalgaard.

Kuriøst interview

I sit essay fremhæver forfatteren også Patrick Mortensens »stive pik« - eller nok rettere det kuriøse interview, anføreren gav i 2021 i kølvandet på en vinterkamp mod Lyngby, hvor AGF-angriberen var fuld af lovord for holdkammeraten Casper Højers afgørende forsvarsaktion mod slutningen af kampen:

»Casper Højer kaster sig ned og får reddet en bold, der er på vej i mål og glider ind i en frossen stolpe og ligger og ruller rundt som en, der har brækket samtlige knogler i kroppen, hvilket han måske også har. Det er i hvert fald sådan en meget heroisk redning,« genfortæller Daniel Dalgaard.

Efter kampen roser Patrick Mortensen sin holdkammerat for den vigtige redningsaktion:

»De havde vel lige den sidste mulighed, hvor Højer vanvittigt heroisk gik ned og reddede bolden, hvor jeg stod på midten og nærmest fik stiv pik over, hvor vanvittig en redning det var,« sagde han umiddelbart efter slutfløjtet.

»Og så går den der ”stive pik” jo bare sin sejrsgang igennem samtlige medier, og der er overskrifter over det hele med Patrick Mortensens stive pik mig her og stive pik mig der, og det kører bare, og man kan sådan mærke det der lille fnis, der ligger nede under den der stive pik hele tiden.«

»Men jeg synes, der var noget utroligt interessant over den her udtalelse, fordi at den er meget Patrick Mortensen-agtig, fordi den på overfladen ligner noget sådan ekstremt, typisk macho-maskulint noget, ikke? Manden, der står der og henviser til sin egen maskulinitet, til sin egen stive pik, ikke?«

»Men det var slet ikke sådan, det var. Det var helt anderledes, tonen var helt anderledes, og det var mere sådan en begejstring over noget, og noget som en holdkammerat havde gjort.«

»Og umiddelbart efter, at han siger det, så er intervieweren også helt fanget ind af den her stive pik, og han vil gerne vende tilbage til det, ”og hvad nu, hvis kameraet havde optaget det?” - eller et eller andet lidt tøhø-agtigt. Og den glider Patrick Mortensen helt af på, og så siger han et eller andet ala; ”så tror jeg nok, de havde filmet et andet sted hen.”«

»Han ville ligesom ikke ind i den der lidt joviale Onkel Knud-agtige måde at tale om det på. Det var bare et udtryk for begejstring. Så det var på en eller anden måde næsten en helt lille genopfindelse af at stå der og referere til sin egen stive pik,« siger Daniel Dalgaard, som tilføjer:

»Det er kun ham, der kan slippe afsted med det på den måde, hvor det ikke bliver sådan lummert eller sjofelt, eller sådan helt vildt oppumpet, sådan: ”jeg er fandeme også bare en eller anden hulemand”. Det landede bare sådan et utroligt fint sted, noget som på overfladen kunne ligne noget helt andet. Så derfor synes jeg, at der var noget meget, meget sigende omkring hans figur ved den udtalelse og hele det forløb, den fik.«

Du kan høre hele afsnittet i afspilleren herunder, hvor søndagens 4-0 sejr over AaB bl.a. også bliver behandlet.