Klubmottoer, god latin og Vejlby-potentiale

»Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige.«

Sådan står der på en lang, bred bjælke bagest i klubhuset på Fredensvang derude i syd, hvor AGF holder til i hverdagen, og hvor det emmer af historie og mennesker med gode fortællinger.

Det er AGF’s oprindelige klubmotto, der er præget ind i bjælken, og som officielt kan betegnes som deres klubmotto. I hvert fald når man tager de historiske briller på. Alligevel er det ikke det, man i dag altid bruger, når man taler om klubmotto for AGF.

For da AGF i 1980 fyldte 100 år, blev der udgivet en jubilæumsbog, som havde titlen ”Svede for samme sag”. Det var primært et bogprojekt båret, skabt og skrevet af især ærke-aarhusianeren Knud Esmann, som ikke alene var en formidabel skribent og journalist, men også en kæmpe AGF-fan.

Titlen på bogen var dog ikke Esmanns egen idé, men derimod chefredaktøren på Århus Stiftstidende, Aage Holm-Pedersens, som i øvrigt også selv var bidragsyder til bogen. Han var udover chefredaktør også kendt som verdens bedste stregspiller i håndbold.

Og selvom bogen og titlen i dag kun er 45 år gamle, så har netop dette motto, at svede for samme sag, alligevel formået at bide sig fast og om ikke erstatte, så supplere det gamle på bjælken og blive mottoet, man nu i dag bruger i mere eller mindre officielle sammenhænge. Og det har det måske især, fordi der rent faktisk ligger en skidegod fortælling bag tilblivelsen. En fortælling, der tager sit afsæt i den sindssyge, men alligevel geniale idé, som AGF’s helt egen historiker, Ole Hall, og den nu afdøde og tidligere redaktør af AGF-bladet, Lars Svendsen fik, at sådan et slogan jo for dælen burde være på latin.

Derfor kontaktede de to lynhurtigt nogle latinkyndige på Aarhus Universitet og bad dem skabe ”Svede for samme sag” på latin.

Nogen tid efter afleverede professorerne så ”undersættelsen” SUDARE PRO COMMUNI CAUSA til de to AGF’ere, og siden er det altså blevet til det officielle motto for de hviie og tilmed trykt på alt muligt, ikke mindst i nakken af nogle af fodboldtrøjerne. Og til den seneste hjemmekamp mod FCM stod det altså også at læse på et stort banner i Sydkurven. Sudare pro communi causa med blå bogstaver på hvid baggrund selvfølgelig.

Og i Vejlby glædes vi over mottoet, for herude opererer vi ikke som sådan med slogans eller mottoer.

Det tætteste vi kommer på et motto, er det, som flere fra Vejlby har tatoveret på arm eller bryst, nemlig VFFV. Vejlby Forever, Forever Vejlby. Og måske er det meget kendetegnende for Vejlby, at ikke meget foregår på latin eller bliver sat i system eller på anden måde ophøjet til noget formelt og officielt.

Dertil har vi for meget andet om ørerne, og derfor er VFFV også mere end rigeligt for os. Og vi ved godt, at mottoet på en eller anden måde er helt ”off” og fuldstændig ude af en tangent. Men pyt, for vi kan li’ det herude i nord, og det har altså noget potentiale i sig.

Og apropos potentiale, så er netop det ord eller begreb noget, vi går ret meget op i herude - at noget eller nogen har potentiale. Vejlby-potentiale vel at mærke.

For herude i bydelen, hvor der tit er modvind, og det i overført betydning ofte blæser lidt mere end andre steder i byen, og herude, hvor værd ofte skal bevises og får skilles fra bukke, og hvor man aldrig stikker op for bollemælk, er der i den grad brug for mennesker med Vejlby-potentiale.

Under FCM-kampen, hvor jeg befandt mig på langsiden og tæt på både bænk, reserver, fjerdedommer, officials, kameraer, journalister og dér, hvor det ofte går hedt for sig, slog det mig; hvem hos AGF har mest Vejlby-potentiale i sig?

Hvem hos AGF har potentiale til ikke at gide noget pis med politikere (især de socialdemokratiske af slagsen og eks-borgmestre i Aarhus Fremad-trøjer), der har solgt Vejlbys sjæl til kapitalfonde og anløbne byggematadorer og tilmed flået bydelens hjerte ud og smidt det langt væk ved at nedrive skolen, skambebygge hele Vejlby og de få grønne områder, der fandtes, med intetsigende og tudegrim højhusarkitektur og slutteligt toppet det hele ved at rive Leos gule hus på Vikærsvej ned?

Ja, hvem fra AGF vil simpelthen bare være fuldstændigt og helt og aldeles rock’n’roll i både væremåde og spillestil? Og hvem i hele AGF-truppen ville kunne bære det adelsmærke at have Vejlby-potentiale i sig og så tilmed også kunne efterleve det?

Jeg kan fortælle, at øvelsen og udvælgelsen ikke sådan lige umiddelbart er nem og ej heller ligger lige til højrebenet. Og så alligevel, for da først mit blik faldt på ham, kunne det jo for dælen ikke være andre.

Max Power, mine damer og herrer, er så meget Vejlby og så meget en no-bullshit-guy, at det jo for dælen ikke kunne blive andre end ham.

Og det er altså ikke kun navnet, der oser af Vejlby-stil, selvom det jo er så sindssygt cool og vidunderligt og med så meget Vejlby i sig, at det alene er nok til titlen.

Det er lige så meget den måde, han har optrådt på, siden han kom til klubben i denne sæson.

For for fanden da, hvor en spiller, han er. Han ser godt ud, han er veltrænet, og han er fotogen, og på banen er han både bevægelig, gestikulerende, initiativrig og en på alle måder »giv-mig-nu-den-bold«-spiller.

Og samtidig har der ikke været et eneste lille pip offentligt over manglende spilletid. Her er simpelthen bare en spiller, der er klar, når man kalder, og når der er brug for ham. Og hvad han ikke har leveret i spilletid, har han leveret i fu…’ attitude. Firmaets mand og bundloyal. Giv ham nu for Guds og Vejlbys skyld noget mere spilletid, Uwe!

Og følger man ham på Instagram, altså Max, så bliver man kun overbevist om og bekræftet i, at man bare må elske Max Power.

Så, kære læser, slå lige et smut forbi hans Insta-profil, tryk følg, og I vil se et forrygende billedpotpourri over en mand, der har styr på sit »shit«. Både hvad angår dame og børn. Og til de helt vilde og endnu mere nysgerrige: Følg damen også, Alexandra, hun er også ren Vejlby.

Og Power-familien kunne snildt have deres egen bjælke derhjemme med eget slogan, som den jeg altså mødte i påsken på Fredensvang og som stadig lyder: »Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige«. Eller oversat til latin, når vi nu har bevæget os i det univers i dag, og som en stille hyldest og hilsen til Ole Hall og Lars Svendsen: »Nemo sua quaerat. Dispersi cademus, sed uniti resurgemus.«

Det kan sgu noget, lidt langt selvfølgelig, og nok tvivlsomt om der overhovedet findes plads til bannere så store, at vi kan huse og præsentere det på Vejlby Stadion - trods alt. Men altså, sikke et klubmotto.

Men i morgen er det igen søndag i Vejlby. Og med tankerne på en påske, der langt fra var os nådig, er vi alligevel så småt ved at være klar igen. Klar til især at holde skansen som ubesejret i Vejlby og til at rejse os mod FCK, hvis klubmotto i øvrigt er klovnagtigt og latterligt, og som derfor passer så fint til klubben og som lyder; »Success is temporary – loyalty is forever.« Ha!

Vi får se, FCK, for i Vejlby søger ingen sit eget, og her sveder vi (stadig) for samme sag.

VFFV og KSDH

(Der er til denne klumme hentet inspiration og historiske oplysninger i bogen ”Fredensvang – historien om AGFs klubhus og idrætsanlæg” (Turbine, 2018), AarhusWiki.dk og hos Steffen Olesen, min gode ven og kæmpe AGF’er.)