Kommunalvalg 2025: Sådan vil partierne styrke idrætten i Randers
Fem partier i Randers byråd bakker op om at styrke foreningslivet, men de ser forskelligt på, hvordan pengene skal bruges.
Op til kommunalvalget 2025 har Samvirkende Idrætsklubber Randers spurgt byrådspartierne, hvordan de vil styrke idrætten.
Kun fem partier ud af 14 partier har svaret, og selv om ønsket om bedre rammer står klart, er der delte meninger om, hvordan midlerne skal prioriteres.
Din Avis har fået spørgsmål og svar tilsendt og vi forsøger her at give et skarpt bud på partiernes holdninger.
S vil løfte
Socialdemokratiet vil løfte Randers over gennemsnittet blandt de midtjyske kommuner.
»Vi skal ligge over gennemsnittet, og gerne så godt som muligt,« skriver næstformand i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget Pia Moldt.
Hun peger på flere tidssvarende anlæg og støtte til frivillige.
»Vi ønsker flere bliver aktive i foreninger, og vi skal støtte de frivillige ledere.«
Geninføre breddeidrætsmidler
Venstre vil have flere penge til anlæg og genindføre breddeidrætsmidlerne.
»Vi støtter 100 procent op om, at der skal flere anlægsmidler til idrætten i Randers Kommune i den kommende byrådsperiode,« skriver partiets formand for SIK-udvalget Louise Høgh.
Hun fremhæver også behovet for at samle midler på færre projekter, så de bliver færdige.
SF lægger vægt på lighed og tilgængelighed. »Alle – uanset alder, økonomi, køn, handicap eller baggrund – skal have mulighed for at dyrke idræt,« siger Rosa Lykke Yde. Hun foreslår et kommunalt fripas, så udsatte børn kan deltage i foreningslivet.
Hos Velfærdslisten er der fokus på velfærd frem for prestige.
»Idræt skal være en del af velfærden – ikke et område præget af prestigeprojekter og uigennemsigtige prioriteringer,« skriver listen. Den vil samle midler på færre projekter og genindføre breddeidrætsmidlerne »hurtigst muligt«.
Vil samle fodbold
Østbroen ønsker mere støtte til lokale initiativer og konkrete anlæg.
»Vi vil samle alt fodbold på Tirsdalen (I Kristrup-området, red.) og sikre bedre forhold for kvindeeliten og forestiller os et større tilskud til Hornbæk Aktivitetshal,« siger Erik Bo Andersen. Det tolker Din Avis som et nik til, at Hornbæk skal have en hal i fremtiden.
Neutrale SIKR
SIKR’s formand René Skjøde Andersen understreger, at organisationen ikke vurderer svarene, men vil bruge dem til at informere medlemmerne.
»Vi ønsker at fremstå neutral og give borgerne et samlet overblik over partiernes visioner for idrætten i Randers,« siger han.
SIKR, Samvirkende Idrætsklubber Randers forsøger at samle foreningsidrætten i Randers i én fælles interesseorganisation på tværs af forbund og landsorganisationer med henblik på at kunne fremstå som idrættens samlede talerør i Randers Kommune.
SIKR har til opgave hvert år at tilvejebringe et samlet overblik over de kommunale midler, der tilflyder den lokale idræt – både drifts-, tilskuds- og anlægsmæssigt.
Ca. 85 % af medlemmerne i de godkendte, folkeoplysende idrætsforeninger i Randers er organiseret i foreninger, som er medlemmer af SIKR.