Salling Fondene støtter »markant« hal-udvidelse med mange millioner
»Vi er utrolig glade og stolte over støtten fra Salling Fondene. Den giver os mulighed for at tage det næste store skridt i udviklingen af vores anlæg og skabe et sted, hvor både breddeidræt og parasport kan udfolde sig side om side,« siger Kim Groth, hovedformand for Brabrand IF.
»En generøs donation fra Salling Fondene baner nu vejen for en markant potentiel udvidelse af Brabrand IF’s idrætsanlæg.«
Sådan skriver den aarhusianske idrætsforening i en pressemeddelelse.
10 mio. kr. i støtte har Brabrand IF nemlig fået af Salling Fondene til et større ombygningsprojekt, som man har budgetteret med koster i nabolaget af 70 mio. kr..
I forvejen har Brabrand IF fået 10 mio. kr. i støtte fra Aarhus Kommune, og nu er man altså kommet yderligere 10. mio kr. tættere på at kunne realisere drømmen om en udvidelse af det eksisterende idrætsanlæg med en ny og moderne idrætshal.
»Vi er utrolig glade og stolte over støtten fra Salling Fondene. Den giver os mulighed for at tage det næste store skridt i udviklingen af vores anlæg og skabe et sted, hvor både breddeidræt og parasport kan udfolde sig side om side,« siger Kim Groth, hovedformand for Brabrand IF.
Den kommende hal skal være et fleksibelt og tilgængeligt anlæg, hvor der kan skabes plads til endnu flere aktiviteter for børn, unge, voksne og ældre – uanset fysiske forudsætninger, lyder det i pressemeddelelsen.
Pladsmangel
Da avisen talte med Brabrand IF’s formand Kim Groth tilbage i april lagde han heller ikke skjul på, at idrætsforeningen i det vestlige Aarhus er presset på pladsen.
»Vi er udfordret i forhold til at kunne honorere de mange indmeldinger, der kommer af medlemmer. Der er simpelthen ikke timer nok i vores to haller,« sagde han dengang.
Brabrand IF har i dag godt 3.000 medlemmer på tværs af de forskellige sportsafdelinger og idrætsgrene - og ifølge Kim Groth er medlemstallet i idrætsforeningen vokset med 35 procent over de sidste 15 år.
Så målet med en ny hal er at give Brabrand IF’s mange medlemmer og brugere nogle mere optimale muligheder for idræt, træning og fællesskab – og samtidig styrke Brabrands rolle som et kraftcenter for inklusion og bevægelse i Aarhus-området, skriver Brabrand IF.
»Udvidelsen af idrætsanlægget bliver potentielt et nyt samlingspunkt for hele området – et sted, hvor alle kan føle sig velkomne. Vi har i arbejdsgruppen bag projektet søgt at lave et robust og ambitiøst projekt, som forhåbentlig vil være til gavn for bydelen og Østjylland i mange år frem. Drømmen er at lave et samlende idrætsanlæg på Engdalsvej,« siger Jonas A. Olesen, medlem af projektgruppen i Brabrand IF.
Forventes klar i 2030
Den aarhusianske idrætsforening retter i forbindelse med million-donationen også en særlig tak til Salling Fondene for deres tidlige opbakning til projektet. En støtte, der har været afgørende for, at projektet nu står på »et solidt fundament og har en fair og realistisk chance for at blive realiseret«, lyder det ifølge Brabrand IF
»Udvidelsen af Brabrand IF’s idrætsanlæg er et inspirerende eksempel på, hvordan idrætten kan bygge bro mellem mennesker og give plads til både breddeidræt og parasport. Vi er glade for at kunne bidrage til et projekt, der vil styrke sammenholdet og glæden ved bevægelse i hele Østjylland,« siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand, Købmand Herman Sallings Fond.
Men selv med den betydelige donation fra Salling Fondene, lægger Brabrand IF heller ikke skjul på, at projektet fortsat er afhængigt af yderligere støtte og bidrag for at kunne realiseres.
Så lige nu arbejder foreningen aktivt på at samle midler gennem fonde, erhvervspartnere og andre bidragydere.
»Vi er kommet langt – men vi har stadig brug for flere, der vil være med til at løfte projektet i mål. Enhver støtte, stor som lille, gør en forskel. Udvidelse af idrætsanlægget er et fælles projekt for hele Brabrand og Østjylland – og vi håber, at mange vil tage del i rejsen,.« siger Kim Groth.
Udvidelse af idrætsanlægget forventes at gå i gang, så snart finansieringen er samlet og myndighederne ansøgt om byggetilladelse, og hallen ventes at stå klar til brug i 2030.