Forfatter, fan og forsker: Derfor er Jakob Poulsen så god

Der herskede en vis form for skepsis blandt fans og fodboldeksperter, da AGF ansatte den uprøvede Jakob Poulsen som cheftræner inden sæsonstart i juni.

For hvad havde den tidligere landsholdsspiller egentlig præsteret på trænerbænken i Viborg FF? Og kunne han overhovedet løfte så tungt et ansvar i en af landets største fodboldklubber efter Uwe Rösler?

Her i december må alle skeptikere lægge sig fladt ned og blot beundre, måden og stilen, den 42-årige stoiske vestjyde er gået til opgaven på.

I skrivende stund ser det ganske overraskende ud til at kunne give de historisk hårdtprøvede AGF-fans en førsteplads i julegave.

En af de trofaste fans er forfatteren og antropologen Christian Groes. Han har blandt andet skrevet bogen ”Gid min chef var høvding”, i øvrigt sammen med en anden østjyde, Dennis Nørmark.

En af bogens væsentlige pointer er, at nutidens gode ledere er som gamle høvdinge, der havde afsæt i værdier som ydmyghed, generøsitet, inspiration og lydhørhed over for stammens behov. Og som var gode til at samle andre op, når de mødte modstand, kriser og stormvejr.

Christian Groes har lavet feltstudier i Amazonas-junglen og mødt med høvdinge og shamaner – kvinder og mænd med særlige evner til at inspirere, hvile i sig selv og holde sammen på flokken.

Groes mener, at fodbold er en machosport. Men at også fodbold følger med tiden. Empatiske ledere er simpelthen fodboldens nye høvdinge.

Og her er Jakob Poulsen og AGF ganske enkelt et perfekt match.

»Han får spillerne til at præstere ved at give dem frihed og tryghed, have tålmodighed, blik for interne dynamikker og et roligt temperament. Han optræder i øjenhøjde og prøver ikke at forcere sin autoritet,« siger Christian Groes.

Frisættelse

Men hvorfor virker den ledelsesstil, og hvorfor i AGF – en klub kendt for hårde hunde, råstyrke og machotyper på og uden for banen?

»Det gør den, fordi de nye generationer har behov for tryghed, personlig motivation, tillid og frisættelse. Som Peter Graulund (tidligere AGF-topscorer og hård hund, red.) sagde for nylig: ”Den gamle ledelsesstil baseret på management by fear har spillet fallit. Den virker ikke længere.” Trænere skal være menneskekendere, de skal kunne forstå spillerne - på og uden for banen - de skal være omsorgsfulde og tillidsvækkende og vise, at fællesskabet står over individet,« siger Christian Groes og tilføjer:

»Fodboldfaglighed, taktisk forståelse og game plans er ikke nok. Som vi ser med det AGF-hold, som for første gang i årtier ligger stabilt i toppen af superligaen, er der en træner, der ikke råber eller stjæler fokus.«

Christian Groes har også holdt af tidligere AGF-trænere, men de havde en anden stil. Den personlige ydmyghed hos Jakob Poulsen er ifølge antropologen slående.

»Han fremstår autentisk. Han står ikke i et interview og virker vred, fornærmet og uærlig, som andre trænere kan gøre. Han smiler, er uhøjtidelig, erkender fejl, roser spillerne, og man tror på det, han siger,« fastslår forskeren, der har holdt med og af AGF siden 1986.

»Min første tur på stadion var til en kamp imod Brøndby. Der var en vanvittig stemning, og jeg kunne mærke, at fodbold ikke kun er sport, men fællesskab, følelser og det glade vanvid,« siger han.