Skolefodboldhold imponerer flot i landsdækkende turnering i 30-året for historisk sejr i skolefodboldturneringen
Auning Skoles fodboldhold blandt de bedste i Danmark. Begge hold nåede kredsfinalerne i DBU Skolepokalen.
Auning Skole har både hos pigerne og drengene markeret sig flot i årets landsdækkende skolefodboldturnering, DBU Skolepokalen.
Begge hold nåede frem til kredsfinalerne og dermed blandt de 16 bedste skolehold i Danmark.
I kredsfinalerne måtte begge Auning-mandskaber imidlertid strække gevær.
Pigerne måtte lade livet til Morten Børup Skolen i Skanderborg, der på hjemmebane besejrede de hårdtkæmpende piger fra Auning Skole med 4-1.
Kredsfinalen blev ligeledes endestationen for drengene, der hjemme på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskoles kunstgræsbane måtte neje sig til Østerhåbskolen Torsted, der vandt med 3-0.
De to holds cheftræner, lærer Casper Zolon, roser begge hold for imponerende præstationer undervejs i turneringen og nævner, at det er et udtryk for, at der er fin grøde i ungdomsfodbolden i det vestlige Norddjurs.
30-års jubilæum
Det er i år 30 år siden, at Auning Skoles piger gik hele vejen i turneringen til Parken i København, hvor de også tog pokalen med store ører med hjem til Auning efter flot spil og finalesejr.
Præstationen i 2025 er ikke gået ubemærket hen på Auning Skole.
Skolens store elevråd havde før finalerne, sammen med nogle af lærerne i udskolingen, arrangeret en hyldest til deres kammerater på skolefodboldholdene.
Alle elever i udskolingen stod klar med flag og klappede deres kammerater fra skolefodboldholdene op ad gangen med ønsket om held og lykke og god energi til deres kommende kampe.
Nogle forældre bød sig hurtigt til, da de hørte om ideen, og fik lavet en aftale med Rema 1000 Allingåbro, som gav flødeboller til alle elever i udskolingen.