Fortsæt til indhold

AGF henter to unge landsholdsspillere: »Jeg er ekstremt glad«

James Bogere og Hamuza Sengooba – til daglig kaldet Hamza – har skrevet under på længerevarende aftaler med AGF og vil således være klar til kamp for U19-holdet fra foråret. »Det skal også ses som et element i vores langsigtede strategi,« lyder det fra superligaklubbens fodbolddirektør.

Sport

Sidste år indgik AGF et såkaldt strategisk samarbejde med fodboldakademiet El Cambio i Uganda.

Og nu – lidt mere end et år senere – har det samarbejde så udmøntet sig i de første formelle kontrakter.

For AGF har skrevet kontrakter med spillerne James Bogere og Hamuza Sengooba, der bliver en del af aarhusianernes U19-trup i vinterens preseason fra februar 2026.

Det skriver AGF på klubbens hjemmeside.

James Bogere og Hamuza Sengooba - til daglig kaldet Hamza - tiltræder på længerevarende aftaler og vil således være klar til kamp for U19-holdet fra foråret.

Begge har tidligere haft træningsophold på Fredensvang.

»James og Hamza har begge haft et godt forløb mellem El Cambio og AGF over en længere periode. Spillerne er trænet af dygtige trænere hos El Cambio, hvor AGF også bidrager med trænerkapaciteter fra AGF’s talentafdeling. Det er en stor del af samarbejdet, at vi løbende kan have spillerne på Fredensvang, så de lærer spillestil, akademi og menneskerne at kende,« siger AGF’s talentchef, Marc Søballe.

Udtaget til landsholdet

James Bogere har den seneste tid høstet en del hype efter et U17 VM, hvor han scorede mod Canada og Frankrig. Og præstationerne er heller ikke gået ubemærket hen i hjemlandet.

For nu er den unge angriber også blevet udtaget til Ugandas A-landshold og den 30-mandstrup, der skal dyste i den kontinentale turnering Africa Cup of Nations.

»Jeg er ekstremt glad for at skrive med AGF. Det er min første professionelle kontrakt – så det betyder utroligt meget for mig og min karriere,« siger James Bogere i en video på El Cambios Facebook-side.

»James er en målscorer, der har spidskompetencer i den del af spillet især som en dygtig afslutter, men han besidder også en god fart og har netop deltaget ved U17 VM, hvor han kom på tavlen to gange mod henholdsvis Canada og Frankrig,« siger talentchef Marc Søballe.

Og James Bogeres tur til Aarhus vækker også glæde hos akademichefen nede i Uganda.

»At James åbner døren ind til Europa med en professionel kontrakt, betyder meget for ham og hans fremtid, men det viser også en vej for alle vores andre unge mennesker,« siger Thomas Thor, El Cambio-akademiets danske grundlægger, i en video på akademiets Facebook-side.

Et element i en langsigtet strategi

Forcerne hos Bogeres makker fra El Cambio, Hamuza Sengooba, ligger til gengæld i den anden ende af banen.

»Hamza er en spiller, der spiller de defensive positioner. Han er en stærk karakter, og det betyder blandt andet, at han er anfører på Ugandas U17 landshold. Han var ligeledes med til U17 VM for nylig,« tilføjer AGF’s talentchef Marc Søballe.

AGF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen glæder sig også helt generelt over det første konkrete resultat af samarbejdet med El Cambio.

Carsten V. Jensen, t.h. glæder sig helt generelt over det første konkrete resultat af samarbejdet med El Cambio. Arkivfoto: Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

»Det skal også ses som et element i vores langsigtede strategi, der handler om at udvikle og styrke vores talentarbejde og gøre vejen for vores unge spillere - ikke mindst fra vores eget akademi, men også fra El Cambio - til superligaholdet kortere. Aftalen med James og Hamza kan ses som et godt skridt i den retning,« siger Carsten V. Jensen.