Har inviteret pårørende til fodbold – mindes afdøde fans og klubfolk inden pokalbrag
Når AGF og OB søndag tørner sammen i kvartfinalerne af pokalturneringen bliver det markeret med et øjebliks stilhed.
Når AGF på søndag spiller årets sidste kamp, er der også premiere på et nyt initiativ, der har fået navnet ”AGF Mindes”.
Et initiativ, som AGF præsenterede tidligere på året, og hvor man lancerede en mulighed for, at efterladte og pårørende kunne indsende oplysninger om afdøde AGF’ere, som man ønsker bliver mindet ved ”AGF mindes”-initiativet.
Og det betyder nu, at der inden kampstart til søndagens pokaldyst mod OB vil være et øjebliks stilhed dedikeret til de AGF’ere, der ikke er her mere.
Det skriver AGF på klubbens hjemmeside.
»Vi ser frem til premieren på AGF Mindes, hvor vi skal hylde både tidligere spillere, frivillige og fans. I AGF er vi en familie, der strækker sig ud over banen og tribunerne. Og vi anerkender de mange mennesker, som har viet deres liv til klubben. Deres passion og dedikation gør AGF stærk, og vi ønsker at ære deres minde, når de ikke er her mere.«
»Søndag har vi inviteret pårørende til kampen mod OB og håber, at alle vil være med til en respektfuld sidste hilsen til de AGF’ere, vi har mistet,« fortæller Søren Højlund Carlsen, som er koordinator for AGF Mindes.
Konkret vil mindestunden finde sted ca. 15 minutter før kampstart, ligesom spillere og stadion vil holde et øjebliks stilhed lige inden kampstart.
Efter kampen vil navnene på de afdøde så for første gang fremgå af en mindevæg på AGF’s hjemmeside, hvor der også er åbnet en underside med informationer om andre muligheder for at ære afdøde AGF’ere.
»Vi vil gerne anerkende det behov, som der er for informationer om, hvordan man kan inddrage klubben i afskedens stund. Derfor har vi samlet praktiske informationer om, hvilke muligheder der findes, og hvordan man bedst forholder sig til det som pårørende, hvis man ønsker at inddrage AGF i den sidste stund,« fortæller Søren Højlund Carlsen fra AGF.
AGF møder OB i en afgørende kvartfinale i Oddset Pokalen søndag den 14. december kl. 15 på Ceres Park Vejlby.